Fortsæt til indhold

Løvens Hule-firma solgt: »Jeg har ad flere omgange forsøgt at bejle«

Egå-firmaet bliver i sine vante gemakker og Trine Hansen bliver ved med at være frontkvinde for firmaet.

Samfund
nln

Trine Hansen fik en investering på 400.000 kroner af Jesper Buch fra Løvens Hule. Det var i 2020. I dag har hun solgt alle sine ejerandele af Party In A Box til Daniel Diness Andersen, der er direktør og grundlægger af Temashop.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

»Hver eneste dag arbejder jeg for at levere de bedste produkter til kunderne og for at gøre det bedste for min virksomhed. Og det er også derfor, jeg nu har valgt at sælge Party In A Box til Temashop,« siger Trine Hansen i pressemeddelelsen.

Den nu tidligere ejer af festkassen slår fast, at hun sælger virksomheden for at kunne fokusere på de ting, som hun er god til. Planen er, at firmaet skal vokse sig større og komme ind på det internationale marked.

Til udvidelsen har Trine Hansen brug for hjælp for at forstå de internationale systemer.

»Her er Temashop eksperter. Samtidig kommer de med alle deres driftsressourcer, deres egenproduktion og en stærk økonomi, der gør, at jeg fremadrettet udelukkende kan fokusere på at bidrage med det, jeg er bedst til,« siger grundlæggeren af Party In A Box.

Mulighedernes marked

Begge virksomhedsejere ser potentiale i, at Party In A Box kan vokse meget mere ved at blive en del af onlinebutikken, Temashop, som sælger festartikler og kostumer.

»Jeg har ad flere omgange forsøgt at bejle til Trine og hendes forretning. For jeg kan se, at det her kan blive rigtigt stort og godt for os begge. Hun er vanvittig dygtig til markedsføring særligt på de sociale medier. Jeg kan se et stort uudnyttet potentiale for Party In A Box, hvor vores know-how, organisation og produktion kan være en katalysator. Alene i Danmark, kan jeg se, at vi kan være med til at mangedoble omsætningen i Party In A Box regi,« siger Daniel Diness Andersen i pressemeddelelsen.

Ifølge Temashop-direktøren sidder webshoppen på det skandinaviske marked, hvor han ser mulighed for festboksen at gøre indtog på de andre landes festmarkeder.

På trods af salget forbliver Party In A Box sin egen enhed under Temashop. Virksomheden beholder sin lokation i Egå og sine egne virtuelle platforme såsom hjemmeside og sociale medie-kanaler. Trine Hansen forbliver i øvrigt også frontkvinde for konceptet, fremgår det af pressemeddelelsen.