Fortsæt til indhold

Show pludselig afbrudt og publikum sendt ud af salen

Et pludseligt ildebefindende gjorde comedy-show en smule mere dramatisk, end der var lagt op til.

Samfund

Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus skulle fredag aften have fyldt med grin og godt humør, da Danmarks radiofoniske powerpar, Klavs Bundgaard og Allan Sindberg (Kasper Nielsen og Brian Lykke) ramte Smilets By med showet ’R8Dio - Live i Gulvhøjde’.

Det var givetvis også tilfældet, men for en kort stund blev sagerne dog lidt mere alvorlige, end det var planlagt.

Uheldigvis faldt en mand pludselig om inde salen, og der blev blandt publikum og ansatte i Musikhuset kortvarigt talt om et muligt hjertestop. Men så grelt var det ifølge presseansvarlig, Thomas Krogh Råhlin, heldigvis ikke.

Det viste sig, at der angiveligt var tale om et ildebefindende.

»Der blev straks tilkaldt en ambulance, og salen blev ryddet. Men han vågnede op igen og kunne selv gå hen til båren, hvorefter han blev kørt på hospitalet. Så mere drama var der ikke i det,« siger Thomas Krogh Råhlin.

»Da det så ud til, at han var okay, var alle vist rimelig opsatte på, at showet skulle gøres færdig, så alle kunne få den aften, de havde håbet på. Dog med et lille bump på vejen.«

Showet var afbrudt godt og vel en halv times tid, hvorefter ’Smørstemmen fra Ikast’ kunne give sig i kast med at DJ’e videre, mens radiodirektør og kulturkonge Bundgaard delte ud af sin ledelsesmæssige visdom.

Lørdag optræder duoen igen to gange i Musikhuset i Aarhus - som de i øvrigt vender tilbage til den 16. november med endnu et show.