Flemmings hus blev oversvømmet af kloakvand, mens der graves ud til kloakseparering: »Det er da skæbnens ironi«
Stjær var et af de områder, der tirsdag i sidste uge blev voldsomt udfordret af skybruddet, da der faldt knap 60 millimeter regn på mindre end to timer.
»Det var godt nok vildt!« Den sætningen gik igen næsten uanset, hvem man talte med i Stjær efter skybruddet tirsdag i sidste uge. Den massive regn fossede fra Stjær Bakker Bakker ned gennem byen som en som mudderflod og oversvømmede huse og haver på sin vej.
Ifølge DMI faldt der knap 60 millimeter regn i Stjær i løbet af de få timer, skybruddet varede. Byen er for tiden gravet op på kryds og tværs i forbindelse med separering af kloakker og etablering af fjernvarme, og det gav ekstra udfordringer, da regnen kom.
Blandt andet måtte Stjær Vandværk af sikkerhedshensyn lukke for vandet flere steder, da sandet omkring vandrørene blev skyllet væk, og der derfor var stor fare for brud på vandrørene. Samtidig blev sand og grus fra gravearbejdet ført med mudderfloden rundt i byen.
Flemming Bønding Müermann er af dem, der oplevede skybruddet på værst tænkelige måde. Han og familien har for nylig afsluttet renoveringen af deres villla på Pebbelvej, hvor de har fået nyt køkken og gang.
Tirsdag morgen blev Flemming kontaktet af sin datter, der havde en besked, ingen ønsker at høre:
»Min datter ringede, mens jeg var på arbejde, og fortalte, at der var begyndt at komme vand op ad kloakken på vores badeværelse. Hun filmer det med Facetime, og mens jeg ser på, begynder kloakvandet at løbe fra badeværelset og ud i huset. Jeg skynder mig ud i bilen og kører hjemad, men inden jer er nået hjem, ringer hun igen og fortæller, at nu står der en halv meter mudret regnvand op ad terassedøren,« fortæller han.
Da Flemming Bønding Müermann når hjem, er hele haven og indkørslen oversvømmet, og indenfor har kloakvandet oversvømmet det nye køkken og flere rum.
Se videoen af oversvømmelsen hos Flemming her:
»Det var nærmest en mudderflodbølge, der løb gennem byen, og det blev bare ved og ved. Flere af vores terrassemøbler flød rundt i haven, og indenfor stod der fem centimeter kloakvand i hele huset,« forklarer Flemming.
»Nu er der et tykt lag mudder tilbage både udenfor og indenfor, og jeg kan godt være bekymret for, om vandet har påvirket husets sokkel. Og selvfølgelig bekymrer det mig også rigtig meget, hvad betydning fugten og kloakvandet får i forhold til vores bolig. Lige nu ved vi jo ikke, om vi kan blive boende. Vi venter på, hvad forsikringsselskabet siger. Fordi det er kloakvand, der har oversvømmet huset, skal alt desinficeres, og det er ikke noget, vi selv kan gøre. Der kommer til at gå lang tid, før vi har fået ryddet op efter det her,« konstaterer han.
»Det er da lidt skæbnens ironi, at hele byen er gravet op for at få lavet kloakseparering, og så sker det her. At se vandet komme op gennem kloakken på den måde, og få det ulækre, brune vand rundt i hele sit hjem er voldsomt. Og så er vi endda ikke dem, der er værst ramt. Nogle naboer længere nede ad vejen er hårdere ramt end os. Mern vi har det alle sammen godt, og ingen er kommet til skade, og det er trods alt det vigtigste.«
Familien Bønding Müermann var langt fra de eneste i Stjær, der oplevede oversvømmelser. Hos dagplejer Tina Drachmann Vixø kunne dagplejebørnene se til mens haven med gyngestativ og sandkasse blev oversvømmet.
»Der kommer til at gå et stykke tid, inden børnene kan komme ud og lege i haven igen. Der ligger et lag af mudder i hele have,« fortæller hun, der er lykkelig for, at vandet trods alt ikke kom indenfor.
Så heldig var Stjær Boldklub ikke. Her trængte vandet ind i klubhuset. Også klubbens baner blev så medtaget af skybruddet, at fodboldtræningen blev aflyst for ikke at ødelægge banerne.
Foran Dagli’Brugsen endte vejen som en muddersø, kun de modigste turde forcere. En af dem var Nina Møller Nielsen.
»Det blev så voldsomt, fordi regnen bare blev ved og ved i så lang tid. Det var rigtig meget vand ved Brugsen, men der var problemer mange steder i byen. Mudderfloden kom oppe fra Stjær Bakker, og den førte en masse flydesand fra markerne med sig. Samtidig var der mange afløb, som stoppede til. Vores problem her i Stjær er, at byen ligger meget lavt i forhold til bakkerne mod syd. Og så har det meget gravearbejde i byen i forbindelse med fjernvarme og kloakseparering ikke gjort det bedre, når der kommer sådan en skylle. Vi har et tykt lag mudder over det hele,« konstaterer hun, der selv slap billigt og kun fik oversvømmet sit drivhus og gårdsplads.
De lokale cyklister har også fået en ekstra udfordring. I den nærmeste fremtid må de undvære cykelstien mellem Stjær og Storring. Allerede inden skybruddet var ovre, underminerede regnen cykelstien, som kollapsede over et længere stykke. Asfalten er knækket og cykelstien sunket 30-40 centimeter. Cykelstien benyttes især af skolebørn til og fra Stjær Skole.
Ikke kun Stjær kæmpede mod vandmasserne. Ifølge Skanderborg Kommunes Entreprenørchef, Jens-Erik Dengsøe, blev hele kommunen udfordret af skybruddet.
»Det var ret et massivt skybrud, som ramte hele kommunen. Kun Tebstrup i syd slap lettere, mens mange områder oplevede huse, haver og veje, der stod under vand. Rigtig mange har fået oversvømmet deres kælder, og også mange kommunale bygninger er ramt. DMI siger, at i al den tid, de har målt skybrud, har de aldrig oplevet noget som dette. Skanderborg var lige i bulls eye. Topscoreren er Flensted, hvor der blev målt 76 millimeter regn, mens Gennemsnittet i kommunen lå på 58,9 millimeter,« oplyser han.
»Ud over cykelstien mellem Storring og Stjær, er også to andre cykelstier ramt, og ved en del veje er materiale ved siden af asfalten skyllet væk, så der er dybe render, trafikanterne skal være opmærksom på, især cyklisterne. Meget er dog udbedret inden weekenden,« forklarer Jens-Erik Dengsøe, der glæder sig over, at folk overalt i kommunen var gode til at bruge appen ’Giv et praj’ og indrapportere problemer efter skybruddet.