Fortsæt til indhold

Efter 152 år: Villa Merok forvandles til moderne lejligheder

Efter 63 år i Villa Merok på Krøyer Kielbergs Vej har husets ejer Tinne Gabs Dresler solgt. På grunden skal der opføres seks nye ejerlejligheder.

Samfund

I 152 år har den historiske rødstensvilla, Villa Merok, ligget på Krøyer Kielbergs Vej 17 i Skanderborg. Men inden årsskiftet vil huset være revet ned, og der vil blive opført et moderne lejlighedskompleks på grunden.

»Jeg var bare tyve år, da jeg lejede mig ind på et værelse i Villa Merok. Det var i 1960,« fortæller 83-årige Tinne Gabs Dresler, som siden købte villaen og satte den i stand sammen med sin nu afdøde mand.

63 år er det altså siden, Tinne Gabs Dresler flyttede ind i den store villa på hjørnet af Krøyer Kielbergs Vej og Nørregade, hvor hun stadig bor. Men det kun en lille rum tid endnu. For halvandet år siden købte hun nemlig en andelslejlighed i Nørregade få hundrede meter fra Villa Merok. Og nu er det tid til, hun flytter fra den gamle murstensvilla og ind på andelslejlighedens færre og mere moderne kvadratmeter.

»Mine børn griner lidt af mig, fordi det kun er anden gang i mit liv, jeg flytter. Men hvorfor flytte fra et sted, hvor man er glad for at bo? Min mand og jeg har altid været glade for at bo i Villa Merok – her er en god atmosfære og en fantastisk udsigt over søen,« siger Tinne Gabs Dresler.

Som årene er gået, er villaen på to etager og den tilhørende have dog gået hen og blevet mere, end Tinne Gabs Dresler mener, hun har brug for og kan blive ved at overkomme at vedligeholde på egen hånd.

»Villa Merok er et stort hus at passe, og her er alt for meget plads til en person. Jeg synes nu nok, jeg har “sving i grøden” endnu, men efter at jeg faldt ned af en trappe og kom slemt til skade, har jeg ikke kunnet det samme, som jeg kunne engang. Derfor har det heller ikke været så svært at skulle sælge huset og flytte herfra. Villaen er 152 år gammel, og alting har sin tid,« lyder det afklaret.

Villa Merok som huset ser ud i dag. Inden årsskiftet skal huset rives ned, og et moderne lejlighedskompleks skal opføres på grunden. Arkivfoto: Grethe Bo Madsen

Villa Merok i nye rammer

Villa Merok blev opført i 1872 af ingeniør R. Sørensen. Villaen blev moderniseret i 1904 og i 1907 købt af enkefrue Elisabeth Sørensen. I 1945 kom Elisabeth Sørensen på et hvilehjem, og huset stod ubeboet frem til hendes død i 1955. Fem år senere flyttede Tinne Gabs Dresler ind.

»Villa Merok blev bygget i 1872. Og på de 152 år der er gået, har min mand og jeg kun været de fjerde ejere,« fortæller Tinne Gabs Dresler.

Hun har ernæret sig som fotograf, mens hendes mand var håndværker.

»Min mand var håndværker og dermed også vidende om, hvor meget en renovering af huset ville kræve. Da han stadig levede, sagde han: “Den dag vi sælger huset, bliver det rykket ned”. Så da jeg valgte at sætte huset til salg frem for at bruge tre-fire millioner kroner på en renovering, var jeg forberedt på, at det nok ville ske,« siger Tinne Gabs Dresler med henvisning til den forestående nedrivning af Villa Merok.

Mola Projektudvikling har købt Krøyer Kielbergs Vej 17, hvor de opfører et nyt, moderne lejlighedskompleks.

»Vi går i gang med det nye byggeri i december, når husets nuværende ejer flytter. Byggeriet, forventer vi, står færdigt i efteråret 2024,« siger udvikler og ejer af det kommende lejlighedskompleks Lasse Frederiksen fra Mola Projektudvikling.

»Vi opfører et byggeri i to plan med seks ejerlejligheder på hver cirka 100 kvadratmeter. Hver lejlighed har to altaner eller terrasser, to toiletter og et stort køkken-alrum, hvor der er god plads, når familien kommer på besøg,« uddyber han.

Ifølge Lasse Frederiksen bliver det nye lejlighedskompleks opført i røde mursten lig dem, den oprindelige villa var bygget i. Ligesom byggeriet vil bibeholde navnet Villa Merok.

»Det glæder mig, at Mola Projektudvikling, der står bag de nye lejligheder her på Krøyer Kielbergs Vej 17, opfører et byggeri, som jeg synes ser pænt ud på illustrationerne, og som jeg tror vil klæde området,« siger Tinne Gabs Dresler.

1907 købte enkefrue Elisabeth Sørensen Villa Merok og flyttede ind sammen med sine fem børn. Hun var datter af Andreas Blom, der grundlagde Maskinfabrikken A. Blom og faster til modeskaberen Holger Blom. Elisabeth boede i Villa Merok inditl 1945. Foto: Skanderborg Historiske Arkiv

Attraktiv udsigt

Tinne Gabs Dresler føler ikke vemod ved at skulle flytte fra den adresse, hvor hun har haft hjemme i 63 år. Men selve flytningen kan hun godt synes virker uoverskuelig.

»Min mand var otte år ældre end mig, så vi kunne huske både krigen og efterkrigstiden især. Vi er således ud af en generation, der ikke smider ud. Og hvad min mand har gemt af værktøj, fiskestænger og... Der er meget at rydde ud i, og det er lidt uoverskueligt!« ler Tinne Gabs Dresler. Så siger hun:

»Jeg kommer til at skulle vænne mig til at bo i nogle mere minimalistiske omgivelser i min nye andelslejlighed. Det sværeste bliver nok at finde plads til alle de billeder, jeg selv om min fotograf-familie har taget i årenes løb. Men udsigten over søen, som jo har været det første, jeg har kigget ud på hver morgen i 63 år - den har jeg stadig.«

Netop udsigten over Skanderborg Sø fra Mola Projektudviklings kommende byggeri på Krøyer Kielbergs Vej 17 er ifølge Lasse Frederiksen med til at gøre lejlighederne særligt attraktive.

»I lejlighedernes gennemgående køkken-alrum bliver der et fantastisk lysindfald fra begge sider, og så har alle seks lejligheder den smukke udsigt over søen. Det er formentlig en af grundene til, at en af de seks lejligheder allerede nu er reserveret. Og jeg ved, at mægler er i dialog med flere interesserede købere,« lyder det fra bygherren, der i øvrigt har opført tre rækkehuse i samme stil i Vestergade.

Billedet er taget fra Villa Merok i 1960 af husets nuværende ejer, Tinne Gabs Dresler. Dengang var postadressen ”Villa Merok”, Sølyst, Skanderborg. Huset lå dengang i Skanderup Stilling Kommune og i Sølyst kvarteret. Bygrænsen gik ved Nørre Allé. Privatfoto: Tinne Gabs Dresler
Villa Merok som ejendommen så ud i 1945. Foto: Skanderborg Historiske Arkiv
Mola Projektudvikling opfører et lejlighedskompleks med seks ejerlejligheder på adressen Krøyer Kielbergs Vej 17. Byggeriet forventes at stå færdigt i efteråret 2024. Illustration: Mola Projektudvikling/Danbolig