Fortsæt til indhold

To gigantiske energiparker kan være på vej til Norddjurs

Store arealer ved Ørum og Vivild er udset til at opstille solceller og vindmøller.

Samfund

193 hektar imellem Vivild og Hevring og hele 325 hektar ved Ørum.

Så store er de arealer, som regeringen har udset sig som potentielle hjemsteder for kommende energiparker i Norddjurs Kommune.

De to områder er en del af den klimahandlingsplan, som regeringen mandag fremlagde. I alt 32 områder rundt om i Danmark er udset som hjemsted for energiparkerne.

Herover arealet ved Ørum, der er udset til energipark. Det er på i alt 325 hektar og har et produktionspotentiale på 500 gigawatt. Illustration: Plandata.dk

Energiparkerne skal hjælpe til at nå målet om en firedobling af Danmarks produktion af strøm fra vindmøller og solceller inden 2030.

Hvordan energiparkerne helt konkret bliver udformet er endnu uvist, men der er lagt op til, at arealerne både kan rumme store solcelleanlæg og vindmøller på minimum 150 meter i højden.

Den slags har det med at skabe modstand i lokalbefolkningen, og derfor vil regeringen blandt andet øge kompensationen til naboer og lokalsamfund i forbindelse med etableringen af solceller og vindmøller.

Arealet ved Hevringholm mellem Hevring og Vivild er på 193 hektar og kan potentielt producere 300 gigawatt. Illustration: Plandata.dk

Kompensationspuljen skal således øges fra to milliarder kroner til 4,5 milliarder kroner.

Heraf skal de 1,2 milliarder kroner gå til de nære naboer til vedvarende energianlæg og cirka 3,3 milliarder kroner til lokalsamfundene.

Hilser udspil velkommen

Norddjurs Kommune har ikke været en del af processen omkring udpegningen af de arealer, der kan komme til at rumme de store energiparker.

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) er dog overvejende positiv over for regeringens udspil.

»Vi har haft det svært med nogle af de her VE-anlæg (vedvarende energi, red.), hvor vi har haft mange på vej, som der pludselig er kommet et statsligt veto på. Det har betydet, at nogle af sagerne har kørt rigtig længe, og sagsbehandlingen er gået om. Det har medført en masse bøvl, så der er blevet kaldt på, om staten ikke kan udpege nogle områder. Jeg hilser velkommen, at der nu kommer et statsligt udspil,« siger Kasper Bjerregaard.

Selv om kommunen ikke har meldt potentielle områder ind til staten, så kan Kasper Bjerregaard konstatere, at de to områder ved Hevringholm og Ørum er arealer, som kommunen selv har haft på tegnebrættet til at skulle indeholde VE-anlæg.

Det har imidlertid udelukkende været solcelleanlæg, og i regeringens udspil er der som nævnt lagt op til, at energiparkerne både skal kunne indeholde solceller og vindmøller.

Det rejser endnu et par spørgsmål. I Norddjurs Kommunes kommuneplan er det således vedtaget, at der ikke skal opstilles flere vindmøller på land.

Hvordan regeringens udspil nu påvirker den politik, og om kommunen kan blive pålagt alligevel at gøre plads til vindmøller, ved borgmesteren dog endnu ikke.

»Jeg ser da frem til den dialog, der nu kommer med staten, så vi bliver lidt bedre oplyst. Som jeg forstår det, så er der lagt op til, at energiparkerne skal indeholde både sol og vind, og i vores kommuneplan står der i øjeblikket noget andet,« konstaterer Kasper Bjerregaard.

Regeringen har serven

Det er endnu uklart, hvordan regeringens udspil vil påvirke andre kommende energiprojekter.

Ifølge borgmesterens oplysninger hindrer udspillet ikke, at private investorer fremover kan ansøge om at etablere eksempelvis solcelleparker.

»Så vidt jeg er informeret betyder udspillet ikke, at der er lukket for andre. Og som jeg hører udspillet, så er det heller ikke en til en, at de enkelte energiparker faktisk bliver til noget. Men det er er regeringen, der har serven på det, og så ser vi frem til, at der bliver rakt ud til os,« lyder det fra Kasper Bjerregaard.