Fortsæt til indhold

Maria hæver 282.000 i SU - og går hjemme: »Det var bare vigtigere for mig at få nogle penge«

Luksusfældens eksperter har været på besøg hos Maria og Stefan i Tinglev.

Samfund
jro

Maria og Stefan fra Tinglev fik tirsdag aften rullet deres økonomi op for åben skærm.

Flere ting fik her eksperterne op i det røde felt: Udgift til et bryllup, Marias ’brug’ af landets SU-system - og gaver og tøj til børnene.

Til sammen har Maria og Stefan en indtægt på 37.800 kroner. Maria er sygemeldt, Stefan har ikke et fuldtidsjob.

Ved regnskabstavlen fremgår det, at parret bruger 8.500 på mad om måneden - og diverse-posten ender på svimlende 11.200 kroner.

Derudover bruger Maria 30.000 kroner om året på børnetøj, sko og legetøj. En af de udgifter, som eksperterne sætter spørgsmålstegn ved.

»Det er nok fordi, de bliver så taknemmelige og glade for det,» lyder svaret.

De 80.000-100.000 kroner til et bryllup falder heller ikke i eksperternes smag - og de kommer med eksempler på, hvordan man kan blive gift uden at køre så mange penge af på en enkelt dag.

SU som malkemaskine

Så går Mette Reissmann og Mette Djernis i kødet på Marias SU-gæld.

»Den stammer fra min yngre dage, da jeg lige havde fået børn. Der var det ikke lige så vigtigt for mig at arbejde eller noget som helst andet,« lyder svaret, der dog ikke helt tilfredsstiller de økonomiske rådgivere.

Slet ikke, da Maria fortsætter:

»Så det var nemt bare at gå i skole og nappe en masse SU. Og så stadigvæk kunne være rigtigt meget hjemme med mine børn.«

»Så det har aldrig været din hensigt at gennemføre et studie,« spørger Mette Reissmann.

Til det svarer Maria, at hun gennemførte 9. og 10. klasse.

»Udover det, så har det egentlig ikke været så vigtigt for mig. Det var bare vigtigere for mig at få nogle penge,« siger Maria og indrømmer, at hun har brugt SU-systemet som en malkemaskine, og at hun har sendt regningen videre til skatteborgerne. Og står tilbage uden uddannelse.

282.000 fik hun på den måde ’malket’ ud af systemet - og til sammen skylder parret 645.500 kroner væk.

Parret er nu flyttet hjem til Stefans mor. Foto: Viaplay Group.

Flere scenarier bliver herefter ridset op for parret, der blandt andet skal tage stilling til bil- og boligsituation.

Her opfordrer eksperterne blandt andet til, at de flytter tilbage til Stefans mor for at spare penge i husleje.

Det lykkedes - efter en måned ’under administration’ - at lægge et budget i balance, og der vil på den måde gå 7,5 år, inden parret bliver gældfrit.

Maria skal gerne i arbejde, mener eksperterne - for så vil der blive skåret yderlige tre år af den periode.

Efter programmet er parret dog flyttet hjem til Stefans mor, oplyser Viaplay Group.

Parret overholder budgettet - og betaler flere penge af på gælden.