Fotokunst og trommer i perfekt harmoni hos lokal Hornslet-dreng
Forankret i naturen og musikken kombinerer Flemming Kirkebæk Poulsen sin passion for fotografi og rytmer.
Flemming Kirkebæk Poulsen, lokal fotograf med bopæl og forretning i Hornslet, præsenterede nye sider af sit skarpe øje, da han for nylig udstillede nogle af sine mere kunstneriske fotografier på Kulturgrunden i hjembyen.
Det skete på Kulturgrunden i Galleri Stigsen under overskriften ’Kunsten i naturen’.
»Det var første gang, at jeg udstillede. Det har jeg ellers aldrig haft planer om, men så foreslog min bedre halvdel, at jeg skulle gøre det,« fortæller Flemming Kirkebæk Poulsen.
Han har været flittig til at knipse og fange naturen og dens fænomener både i farver og sort-hvidt.
»Fotografierne er taget over flere år, både lokalt og andre steder i landet. Bl.a. Møn og Fur,« fortæller han om de 30 fotografier i flere størrelser som kunne ses på udstillingen.
Fotografierne er fortsat til salg. Startprisen er 1.500 kroner for de mindste i samlingen.
Går lidt væk
Han har ikke haft en særlig tilgang, når han har skudt sine billeder.
»Jeg elsker at gå lidt længere væk fra det motiv, som jeg synes er interessant og har lyst til at indfange med mit kamera. De, der kigger på fotografiet, må gerne gætte lidt og fundere over, hvad det nu er for noget.«
Han fortæller, at en af gæsterne gættede på, at det var en svamp, hun stod og kiggede på.
»Jeg kunne så fortælle hende, at det var en krabbe som lå udstrakt på ryggen fyldt op med vand,« griner Flemming Kirkebæk Poulsen.
Stort set samtlige fotos på udstillingen fik lov til at stå, som de så ud, da kom ud af kameraet.
»Jeg har virkelig forsøgt ikke at efterbehandle og pille for meget. Det er det rå udtryk, jeg er gået efter. Ligesom jeg ikke har gjort noget specifikt for at arrangere i naturen i håb om at få et bedre motiv.«
Jeg er jo udlært i et mørkekammer.Flemming Kirkebæk Poulsen
Mørke og lyset
Flemming Kirkebæk Poulsen, født i Mørke, har altid haft en dragning mod lyset, som han forklarer.
Med Løgten, Lystrup og Dagstrup lige ved siden af, er hans kærlighed til fotografi og en fotografisk hukommelse uundgåelig.
Efter at have uddannet sig som fagfotograf i Randers i 1984, har han som selvstændig fotograf siden 1987 kombineret erfaring og passion, især inden for reklameverdenen.
»Jeg er jo udlært i et mørkekammer,« smiler han.
Den rockinteresserede fotograf har faste erhvervskunder, som han løser opgaver for.
Særligt ejendomsmarkedet har bud efter ham.
Til den årlige Rosenholm Festival har han altid været flittigt skydende. Det er der næsten kommet Rosenholm Festivalens historie ud af.
Bag trommerne igen
Flemming Kirkebæk Poulsen var for flere år siden med til at danne bandet Blyfri 95 sammen med nogle kammesjukker. Han var også janitshar på bandets signaturmelodi ’Flagstad i radioen’.
Siden tog det ene ord det andet.
Uden at ville gøre en større historie ud af det, indrømmer Flemming Kirkebæk Poulsen, at det ikke var så sjovt, da han måtte forlade bandet.
»Jeg synes, det udviklede sig til at blive en diskussionsklub mere end det, der var ideen fra starten, at vi skulle samles og hygge os med at spille musik. Jeg var skuffet over slutforløbet og har ikke kontakt til bandets medlemmer mere.«
Det var tale om et final cut som gjorde ondt mentalt.
Nu er han kommet med i en ny kvartet, Lars P. Band.
»Jeg reflekterede på en annonce, hvor de søgte en guitarist og en trommeslager. Jeg var til en slags audition sammen med to guitarister. Efterfølgende blev jeg og den ene guitarist inviteret til at komme igen, og nu har vi en kvartet som fungerer fantastisk sammen.«
Oppe på beatet igen
De tre øvrige i bandet er pensionister.
Lars P. Band øver i Ulstrup, hvor bandleaderen, Lars P. Horsbøll, bor. De øvrige kommer drønende fra Hadsten, Silkeborg og Hornslet.
Han er kendt fra fordums dage af ældre læsere i Ebeltoft og omegn, hvor han tit spillede med orkestret Candy på Ebeltoft Park Hotel.
»Vi spiller pop-rock, både danske og udenlandske numre, og vi har efterhånden øvet så meget, at vi har til tre og et halvt sæt (et sæt lig med 12-13 numre, red.).«
Flemming Kirkebæk Poulsen er blevet glad i låget over, at han igen skal holde den grundlæggende rytme i den musikalske sammenhæng sammen med bassisten.
Det er trommeslageren, der holder beatet og forstærker breaks, så musikstykket fastholdes i form og struktur.
En forhenværende Mørke-dreng er på mange måder genfødt i fotokunstens og musikkens verden og fortsætter med at dele sin lidenskab med andre.