Lokale kræfter trådte til, da svømmehallen lukkede for handicappede borgere
Fra 3. november kan borgerne i område vest igen hoppe i bassinet i Auning med støtte fra Lions og AIK.
Der bliver igen åbnet for et ugentligt tilbud om svømning for handicappede borgere i område vest i Norddjurs Kommune.
Tilbuddet stoppede ellers efter sommerferien som en del af kommunens besparelser.
Det ærgrede halinspektør i Auning Idræts- og Kulturcenter Jacob Bytoft sig gevaldigt over, og derfor begyndte han at undersøge mulighederne for at åbne for et nyt tilbud.
»Jeg synes, det er enormt ærgerligt, at de brugere ikke længere kommer herud. Vi kan se, at det skaber glæde for dem at komme i vandet, og det giver også masser af liv til centeret, når de er her,« siger Jacob Bytoft.
Et kig i svømmehallens booking-kalender viste et tomt hul om fredagen. Det besluttede halinspektøren at tilbyde til borgerne i område vest, som dækker over aktivitetscentrene og botilbuddene i Auning, Ørsted og Allingåbro kvit og frit.
»Det giver os en udgift, for det koster jo noget at drifte en svømmehal, når der er nogen i vandet, og vi vil heller ikke kunne leje den ud i det tidsrum. Men det vil vi langt hellere fremfor at gøre alt, hvad vi kan for at få den lejet ud til et eller andet. Så kan vi skabe noget glæde i stedet,« fortæller Jacob Bytoft.
Når svømmehallen skal holde åben, skal der også være en livredder til stede. Det kræver løn, og den udgift søgte Jacob Bytoft hjælp til at dække.
Her kommer Lions Gl. Estrup ind i billedet.
Foreningen har blandt andet til formål at støtte lokale initiativer, og da ansøgningen fra Jacob Bytoft landede hos lokalafdelingen, blev det hurtigt besluttet støtte økonomisk op, fortæller præsident for Lions Gl. Estrup Harald Grønlund.
»Dybest set så har vi nok en forventning om, at der skal være et offentligt tilbud til den her gruppe mennesker, men her kan vi så være med til at gøre en forskel og gå ind og hjælpe,« siger Harald Grønlund.
Fødselshjælper
Lions Gl. Estrup bidrager med omkring 6500 kroner. Det dækker udgifterne til livredder-lønningerne, så borgerne kan hoppe i bassinet hver fredag i de næste 25 uger.
I den periode evalueres der løbende på opbakningen til tilbuddet. Lions er egentlig en apolitisk organisation, men både Harald Grønlund og et andet bestyrelsesmedlem i den lokale afdeling, Tom Bytoft, håber, initiativet kan være med til at skabe lidt opmærksomhed om effekten af svømmetilbuddet.
»Nu går vi i første omgang ind og støtter og ser, hvordan det går. Så håber vi jo, at det er ikke nødvendigt på sigt. At man kan se, at der kommer penge tilbage i systemet, så man (kommunen, red.) selv kan gøre det,« noterer Harald Grønlund.
»Vi håber, at det her kan være en fødselshjælper til at få øjnene op for, at det er noget, som de borgere har rigtig, rigtig meget brug for,« supplerer Tom Bytoft.
Brug for bevægelsen
Det er en udmelding, der vækker gehør hos Tina Lykke Andersen. Hun er områdeleder for botilbuddene og aktivitetscentrene i område vest i Norddjurs Kommune, og det er dermed hende, der har været med til at udpege svømningen som et af de steder, man er nødt til at spare.
Det her imidlertid ikke været nogen let beslutning, fastslår Tina Lykke Andersen.
I område vest er muligheden for at indføre brugerbetaling således blevet undersøgt. Det greb forhindrer Serviceloven imidlertid.
»Der er nogle meget stramme regler, og det gør desværre, at vi efter samtaler med pårørenderådet og borgerne må melde ud, at der bliver en besparelse,« forklarer Tina Lykke Andersen.
Så meget desto mere begejstret var områdelederen dermed, da hun hørte om det lokale initiativ til at bringe svømningen tilbage til borgergruppen.
»Det har været et af de greb, der har gjort rigtig ondt, fordi hele handicapmålgruppen er borgere, der har meget brug for bevægelse. Samtidig er svømning en af de aktiviteter, de har været virkelig glade for, så vi synes jo, at det er et fantastisk tilbud, der er kommet og heldigvis er vi i et aktivt lokalsamfund med nogle mennesker, der har gode forbindelser og kan få tingene til at ske,« konstaterer Tina Lykke Andersen.
Borgerne i område vest kan igen gå til svømning i Auning fra fredag 3. november. De har fremover svømmehallen om fredagen fra klokken 12.30-14.