Hjertestarter: Folk bryder sig ikke om at fjerne BH, lynlåse og hårvækst
Hold jer ikke tilbage for at træde til ved hjertestop og førstehjælp, lyder det fra Hjertestarterdagen i halloweenklædt Djurs Sommerland.
En hyggelig sensommerlig første mandag i efterårsferien stod Hjerteforeningen og Trygfonden med et alvorligt budskab midt blandt forlystelserne og de glade gæster i Djurs Sommerland. Nemlig det at redde liv med en hjertestarter.
Rasmus Sørensen, instruktør for Hjerteforeningen, fortæller her et par timer inde i forløbet, at de fleste af gæsterne forståeligt nok er mere optaget af forlystelserne end af hjertestarteren. Alligevel har der indtil nu været 40-50 personer på besøg i hjertestarter-teltet.
Nervøse for at træde til
Noget bekymrende oplever han mange fortælle, at de er nervøse for at træde til, mest begrundet i at man skal blotte folks brystkasser, det vil sige fjerne al tøj og barbere hårvækst af.
»Men man kan ikke give hjertemassage oven på en BH, en lynlås eller behåring. Det skal væk for at hjertemassage virker og hjertestarterens elektroder virker.,« siger han og understreger:
»Det skal man altså ikke tænke på. Folk er jo døde, når der er tale om hjertestop. Vi skal forsøge at vække folk til live igen, og derfor kan man ikke gøre noget forkert. Det gør man kun ved ikke at gøre noget.«
Ud over selve hjertestarteren er hjertestarter-kassen pakket med saks, skraber og gummihandsker.
En stemme dirigerer
Carls Emil, seks år, og hans far Sune prøver at give hjertemassage på en førstehjælpsdukke. De trykker og sveder, mens Rasmus Sørensen guider ved siden af.
»Det er godt, hæng i, der er 15 minutter inden ambulancen fra Randers kommer. Men så er det godt, at vi har en hjertestarter,« smiler han og pakker op for hjertestarteren.
En stemme går i gang og dirigerer, hvad der skal gøres: elektroderne sættes på dukken, og der gives hjertemassage ved gentagne hårde tryk på dukkens brystkasse samt kunstigt åndedræt ind imellem.
At træde til, hvor det gælder
Rasmus Sørensen har været instruktør i Hjerteforeningen i over 10 år. På Hjertestarterdagen i oktober og på Stranddagen i uge 29 er han altid ude og slå et slag for førstehjælp. Nogle gange tager Hjerteforeningens instruktører også ud til befærdede strøg som butikscentre, gågader, sportsarrangementer og lignende.
»Jeg brænder for førstehjælp, at redde mennesker og at få udbredt, hvor vigtigt det er at kunne sit førstehjælp. At træde til, hvor det virkelig gælder.«
Vi skal forsøge at vække folk til live igen, og derfor kan man ikke gøre noget forkert. Det gør man kun ved ikke at gøre nogetRasmus Sørensen, instruktør for Hjerteforeningen