Hvor køber man et brugt passagerfly? Læs den vilde historie bag motorvejsflyet
I år er det 20 år siden et gammelt Boeing 727 fly parkerede tæt på afkørsel 51 ved Stilling.
En vinsølet firmaudflugt til Sydfrankrig og en flykirkegård i ørkenen i Californien.
Det er bare nogle af stoppene på en utrolig rejse, der endte med, at en lokal reklamevirksomhed fik fragtet et gammelt rutefly til Stilling og samtidig forandrede sin forretning for altid.
Det hele starter med opmærksomhed, som ifølge Flemming Kok – managing director i Klean Group og en af de to hjerner bag flyet, »er den vigtigste valuta.«
Der er dog mange måder at få opmærksomhed på.
»Man kan stille sig op i rådhustårnet og trække bukserne ned, men du skal kunne koble opmærksomheden til noget af værdi – ellers betyder det ikke noget,« som han siger.
Netop det skisma var på mange måder kongstanken bag flyet, da det kom til Stilling i 2003.
Unik reklamesøjle
Klean Group (tidligere kendt som 727) er et mediebureau. Virksomheden startede som et reklamebureau under navnet HC Gruppen i Odder i 1972.
Tom Elert, som i dag er bestyrelsesformand i Klean Group, og Flemming Kok er sønner af nogle af dem, der startede HC Gruppen. I slut 90’erne er de begge en del af ledergruppen, og de var enige om, at der skulle ske noget på den Østjyske bureauscene.
Det krævede en markant forandring af HC Gruppen.
Med den målsætning i bagagen tog ledergruppen lige omkring årtusindeskiftet på en strategitur til Cannes. Tidligere havde de besøgt andre bureauer rundt omkring i Europa. Et bureau holdte til i et gammelt kloster i Amsterdam; et andet bureau havde indrettet deres nye kontorer i London som en gammel hjuldamper.
Efter det, Flemming Kok beskriver som masser af rosévin og sjove diskussioner, blev de enige om, at essensen af deres produktet var bevægelse.
Efter en længere brainstorm, blev de enige om, at det bedste symbol på den bevægelse var et fly.
Idéen til 727 var født.
Svær opstart
I starten drømte de om et fly, der var så stort, at de kunne have kontoret inde i flyet – en Boing 747, men det var ikke muligt at flytte det fly via landjorden.
»Vi sagde til os selv, at det kunne være fedt, hvis vi kunne få lov til at stille en flyver op et eller andet sted.«
Arbejdet med at finde et rigtigt fly gik straks i gang.
»Jeg søgte alle steder man nu kan købe brugte fly. De fleste af dem, de står i en ørken ved San Francisco.
Omkostninger ved at fragte et fly fra USA var dog for store. Siden gik turen forbi Libyen og andre lufthavne, men her var det ofte mindre kendte flymærker, der var at finde.
Det var et problem, for de havde allerede et virksomhedsnavn i tankerne.
»Vi ville helst have en Boeing, fordi vi gerne ville hedde det, som flyet havde som modelbetegnelse.«
I sidste ende førte vejene dem til London Southend lufthavn. Der stod et gammelt Boeing 707 fragtfly, som var blevet konfiskeret af myndighederne. Flyet viste sig dog at være for medtaget, men lige som det så ud til endnu engang at ende i skuffelse, kom der en mand forbi og spurgte, hvad de havde gang i.
»Så siger vi, at vi er ude at kigge efter en brugt flyver. Han fortalte, at der helt ude i den alleryderste ende af landingsbanen, stod et gammelt Boeing 727, som de var i gang med at skære i stykker. Vi kørte derud i en fart og blev enige om, at den skulle vi købe.«
Flyet var endelig i hus og det samme var deres nye navn – 727.
Nu manglede de bare at finde et sted at placere virksomheden og flyet .
En blød landing
Oprindeligt var ambitionen at bygge det nye domicil for enden af motorvejen i Viby J i Aarhus.
Det viste sig dog hurtigt at være umuligt.
»De grinte simpelthen af os, da vi sagde, vi ville parkere en flyvemaskine der.«
I stedet vendte de blikket mod Skanderborg Kommune. Her var tonen en anden.
»Vi fik en kop kaffe og en basse, og så sagde borgmesteren bare, så vidt jeg husker, står der ikke noget i lokalplanen om, at man ikke må stille et fly op, så det må I godt.«
Flemming Kok og Tom Elert fik flyet indrettet af en arkitekt, brækkede det op i tre dele og fragtede det til Stilling.
»Det gjorde vi 23. oktober 2003. Vi havde fået lov til at køre det op ad motorvejen. Politiet kørte med biler foran og bagved os, så vi kunne køre direkte fra motorvejen og ind på grunden.«
Udfordringer stoppede dog ikke her.
»Der var flere, der mente, at flyet var farligt for trafikken. Folk stoppede simpelthen i nødsporet for at tage billeder,« fortæller Flemming Kok.
Vejdirektoratet satte sig således for, at der skulle bygges et hegn, som skulle dække for flyet.
Af forskellige årsager blev det dog ikke til noget.
Heldigvis. For hele idéen med motorvejsflyet var, at det skulle være et blikfang.
»Der var da nogle nætter, hvor jeg lå søvnløs, fordi meningen med alt det her, var jo at man kunne se flyet, så hvis der var kommet et hegn op, så havde det været noget af en bet.«
Herfra er resten historie.
På landkortet
Motorvejsflyet har siden starten haft stor symbolværdi for Klean Group.
Det er stadig tilfældet den dag i dag.
»Når Claus snakker digital transformation med en kunde, så handler det om, at de er et sted, men gerne vil et nyt sted hen. Så man skal ligesom først og fremmest kunne identificere udgangspunktet, beskrive destinationen og så planlægge rejsen. Engang imellem kan man flyve direkte, men nogle gange er man også nødt til at lave en mellemlanding. Det er billedet på det her. Det var det også dengang vi startede. Det er bevægelsen.«
Transformationen af HC Gruppen startede i 2003 med flyet og navneskiftet til 727.
Dengang husede de omkring 13-14 medarbejdere.
I løbet af årene er bureauet bare blevet større og større.
I 2013 overtog 727 virksomheden Klean med 10-12 ansatte. I dag er de tog virksomheder smeltet sammen under navnet Klean Group og beskæftiger lige i underkanten af 60 mennesker.
Satsningen med flyet har virket.
Nye destinationer
Motorvejsflyet er i dag en indgroet del af Klean Group.
I receptionen i Stilling bliver mødt af en ankomstskærm, som man kender dem fra lufthavnen, og et skilt, hvor der står ”Giv agt - lavtgående fly”.
Der kører omkring 65.000 biler i døgnet på den Østjyske Motorvej. Dermed er det svært at finde en bedre reklamesøjle samtidig med, at flyet i dag er et pejlemærke for mange danskere.
»Jeg har familie i Tyskland og er vokset op med, at når vi nåede flyveren, så var vi næsten hjemme,« fortæller Mads Damsgaard-Sørensen, der er director of Digital Commerce i Klean Group. Sammen med Christine Meisner Andersen, Claus Nissum Holm, og Jacob Bredvig Larsen udgør de, de fire ben som Klean Group i dag står på.
Selvom Flemming Kok glædeligt fortæller historien om flyet og 727, så understreger han også, at 727 er fortid. Derfor er han også gennem hele interviewet mere interesserede i at snakke om Klean Group og de ”fire forretningsområder” som han kalder det. De er nemlig fremtiden.
»Det er jer fire, der driver de her forretningsområder. Det er det, der handler om nu. Vi har en historie med os som på mange måder er rigtig god. Det vil vi gerne tage med over i det nye, så vi forhåbentlig også får noget flyvehøjde på det.«