Fortsæt til indhold

Købmanden i Nimtofte åbner i februar

Borgerne i Nimtofte og omegn må vente endnu tre-fire måneder, inden byen igen får sin egen dagligvarebutik.

Samfund

Lokalerne i den tidligere Brugs i Nimtofte er ved at være klar, og Mette Udengaard, formand for Nimtofte Borgerforening og Distriktsråd, er ét stort smil, nu hvor hun kan fortælle, at Min Købmand i Nimtofte åbner 8. februar 2024.

Datoen er sat i samarbejde med købmandskæden Dagrofa, der står bag Min Købmand. Undervejs har der været ønske om at kunne åbne tidligere, men denne gang skulle den være ganske sikker. Mange ting er faldet på plads, og lokalerne er så godt som klar.

To kandidater

Indtil videre har to kandidater meldt deres interesse til Dagrofa om at blive købmand i Nimtofte. Mette Udengaard understreger, at andre kandidater stadig er velkommen til at melde sig.

Undervejs har lokalerne gennemgået en forvandling takket være frivillige. De seneste to måneder har cirka 30 borgere været i gang på skift med rengøring, maling og reparationer, flest i weekenderne, men også nogle på hverdage.

»Folk har virkelig arbejdet hårdt. Men det har været nogle hyggelige weekender, hvor vi har arbejdet og spist frokost sammen,« fortæller Mette Udengaard.

Tankanlæg fra 1. oktober

Som bekendt gik Dagli Brugsen i Nimtofte konkurs og måtte lukke 1. december 2022. Nimtofte Borgerforening og Distriktsråd tog straks initiativ til at danne en borgergruppe med henblik på at åbne en ny butik. Lysten til at støtte projektet har været god og der er blevet solgt 360 anparter á 2.500 kroner, det vil sige i alt 900.000 kroner.

Tankanlægget åbnede 1. oktober i samarbejde med OK. OK lejer sig ind i anpartsselskabet, og på sigt bliver det købmanden, der står for den daglige drift og aflønnes af OK.

Overdragelse af bygninger

For at sikre at lokalerne ikke blev solgt til anden side, købte den lokale virksomhed Brdr. Thorsen bygning og tank for 600.000 kroner. Planen er, at byen skulle købe den tilbage igen, når den var klar som købmandsbutik.

Der er blevet dannet to anpartsselskaber for henholdsvis bygningerne og for tankanlægget. Arbejdsgruppen indkalder derfor snart til generalforsamling for blandt andet at forberede overdragelsen fra Brdr. Thorsen formedelst samme pris. Datoen er endnu ikke fastlagt, oplyser Mette Udengaard.

Til gengæld ligger det fast, at der allerede er fundet interesserede kandidater til bestyrelsen. Andre er selvfølgelig velkommen til at melde sig.

Nyt gulv

Fra Landdistriktspuljen har projektet fået 140.000 kroner til gulv og inventar. I øjeblikket arbejdes der på at finde et godt tilbud til nyt gulv, og når det er lagt skal inventaret flyttes ind. Mette Udengaard fortæller, at de frivillige vil være meget velkommen igen, når inventaret skal på plads og der skal sættes varer på hylderne.

Fryserne står allerede i butikslokalet og er rengjorte og dækket af, og er klar til at blive fyldt op af varer. Der mangler indkøb af kølere, men også dette er der afsat penge til.

Liv og fællesskab

Mette Udengaard glæder sig over, at byens liv og fællesskab er stærkt og har kunnet bære processen med at genåbne byens butik.

»Men det bliver dejligt, når den åbner og vi igen kan handle her i byen og få en snak. Jeg tror, at mange har savnet den, også det sociale ved at mødes i den lokale købmandsbutik.«

Selv om købmandsbutikken har krævet mange møder og ressourcer, har der også været tid til andet. Tirsdag 31. oktober inviterer Borgerforeningen til Halloweenarrangement med uhyggelige udfordringer. Her kan man kan blive klogere på legender og vandrehistorier i og omkring Nimtofte. Nogle af dem er sande, men ifølge Mette Udengaard har arrangørerne også selv strikket gyser-historier sammen.