Formand for menighedsråd: »Ondsindede rygter og direkte løgn«
Uroen ulmer igen i Norddjurs Provsti efter nye beskyldninger rettet mod Ørsted Kirke.
Siden foråret har der været intern uro i Norddjurs Provsti, efter Lars Seeberg blev fyret som provst.
Ørsted Kirke har spillet en central rolle i konflikten, der affødte en klage til Kirkeministeriet fra en stor del af menighedsrådene i Norddjurs Vestre Pastorat og et stort flertal af præsterne i Norddjurs Provsti over biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen.
I klagen bliver Ørsted Kirke blandt andet beskyldt for samarbejdsvanskeligheder med de øvrige sogne i provstiet.
I september holdt afgående provst Lars Seeberg afskedsgudstjeneste i Grenaa Kirke. Efter den gudstjeneste blussede uroen op igen.
På blandt andet Facebook er flere påstande om kirkens personalemæssige forfatning blevet delt. Eksempelvis bliver det påstået, at sognepræst Susanne Marie Park Dahlgaard er delvis sygemeldt, mens yderligere to ansatte har sagt deres stilling op som følge af uroen.
Lokalavisen har talt med menighedsrådsformand Marianne Boje, og hun kender udmærket til postulaterne på de sociale medier.
»Det er direkte løgn. Det er ondsindede rygter, og jeg kan slet ikke forstå, hvad folk får ud at sige sådan nogle ting,« siger Marianne Boje og uddyber.
»Præsten er i fuldt arbejde. Vores kirkesanger stopper. Han har sunget i kirken i 37 år. Han bliver 70 år og har hele tiden sagt, at han ville stoppe. Og så har vi en medarbejder på kirkegården, som stopper, men hun går altså på pension, og det har hun også meddelt for længe siden. Så det er simpelthen det pure opspind,« fastslår Marianne Boje.
Vanvittigt grænseoverskridende
Opslagene på blandt andet Facebook har også haft mere personligt præg i form af direkte postulater om sognepræst Susanne Marie Park Dahlgaard.
Flere af opslagene er siden blevet slettet. Lokalavisen har valgt ikke at viderebringe påstandene på grund af deres udokumenterede og injurierende karakter.
Avisen har dog forholdt menighedsrådsformand Marianne Boje opslagene, som hun ligeledes er bekendt med.
Indtil videre har menighedsrådet dog valgt ikke at gøre mere ved sagen.
«Det er totalt vanvittigt. Ondsindet og grænseoverskridende, og jeg synes ikke, det har gang på jorden. I selve øjeblikket kunne vi godt have lyst til at gå ud og kommentere direkte på det, men det blev vi bare hurtigt enige om, at det vil vi ikke. Vi fatter bare ikke, at der er nogen, der kan finde på at sprede den slags,« siger Marianne Boje.