Fortsæt til indhold

Lopperne danser i tusinde tal hele weekenden sammen side om side med unikke retro- og antikgenstande

For 17. gang kan arrangørerne af weekendens Retro/Antik Loppemarked i Rønde Idrætscenter melde totalt udsolgt.

Samfund

Da lokale Lions og Rotary klubber i fællesskab for nu over ti år siden blev enige om at arrangere Retro/Antik Loppemarked i Rønde Idrætscenter, var planen, at der nok var basis for at lave det i et par år.

Men den profeti holdt ikke. Slet ikke.

Det er nu 17. gang, at der står Retro/Antik Loppemarked på plakaten, når Rønde Idrætscenter åbner dørene i weekenden for fulde gardiner, lørdag 28. oktober - søndag 29. oktober.

Udstillerlisten er længere end, der er stande til, så de foreløbige ti år kan meget vel blive til tyve, inden man ser sig omkring.

En løbende fornyelse af markedet undervejs i perioden har været medvirkende årsag til, at både udstillere og publikum har sat kryds i kalenderen i så mange år.

125 af udstillerne er således gengangere fra sidste efterår.

De penge, der lander på bogen, går ubeskåret til sociale og humanitære aktiviteter.

Hver sin hal

Med indvielsen af den nye Djurslands Bank Rønde Arena i august 2022 har arrangørerne fået masser af spilleplads og albuerum.

Udstillerne er således delt i forskellige grupper, hvor Djurslands Bank Rønde Arena er forbeholdt varer indenfor Retro og Antik, mens der lopperne hopper og danser i den gamle hal, som i år fylder 50.

Her kan publikum, der efterspørger ’en blandet landhandel’, få deres lyst styret, som Erling Mikkelsen, Rotary og Carsten Skivild, Lions, udtrykker det.

Her er der 45 stande med loppeprodukter, tøj mm., 20 stande med håndværk og design samt 140 m2 med en kæmpestor Niels Haslund Outlet, den kendte tøjmand fra Rønde.

Hr. Haslund har netop rundet de 90 år som butik. Blot tre ejere har bidraget til historien.

Gamle motorcykler

Ved sidste marked i foråret havde Bilhandler/Graabæk Racecars v/Keld Graabæk fem gamle biler fra 60’erne placeret i hallen.

Det vakte stor opmærksomhed og interesse fra publikums side, så i år kommer Graabæk med 5 gamle motorcykler.

Stærke sponsorater

Gode sponsorater har fra start været afgørende for Retro/Antik Loppemarkeds succes.

Hovedsponsor Rønde Sparekasse samt Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen og OK benzin bidrager fortsat og vil være repræsenteret i weekenden.

Rønde Sparekasse udlodder købmandskurve på indgangsbilletten både lørdag og søndag.

Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har også en konkurrence i støbeskeen.

OK benzin med Søren Melgaard, som den kvikke og talende supersælger fra OK benzin, vil atter være på tæerne. En utrættelig ildsjæl, som også gør meget for idrætten i Rønde gennem sit salg af OK kort. Det forlyder, at han skaffer ca. 25.000 kroner om året til idrætten i Rønde og omegn.

Rønde Idrætscenters velassorterede køkkenregion disker både lørdag og søndag op med et par herreretter i form af stegt flæsk med persillesovs og wienerschnitzel med tilbehør.