AGF får endnu en pyro-bøde
I hjemmekampen mod FC København blev der antændt 25 blitzlys og 10 romerlys. Derfor idømmes AGF en bøde på 50.000 kroner.
Fodboldens Disciplinærinstans har idømt AGF en bøde på 50.000 kroner efter fans brug af pyro i kampen mod FC København den 8. oktober på Ceres Park.
Det oplyser DBU.
Her er det blevet indberettet, at der blev antændt 35 styk pyroteknik, herunder 25 blitzlys og 10 romerlys ved indløb og 1 styk pyroteknik i det 18. minut i AGF’s tilskuerafsnit.
Derudover bemærkes det, at det i AGF’s tilfælde er den tiende indberetning indenfor de seneste 12 måneder i relation til overtrædelse af cirkulære om sikkerhed og orden på stadions, der kan tilregnes AGF.
FCK-fansene var dog ekstra flittige med fyrværkeriet, da det er blevet indberettet, at de antændte 40 styks pyroteknik ved indløb og i det 46. minut mod AGF.
Desuden var der også flere FCK-fans, som angreb personale og vagter.
Derfor er københavner-klubben blevet idømt en bøde på 225.000 kroner.