»Nu er der ikke mere at skrive om i Knebel«
Preben Winther (th.) og Stig Tang Kristensen har begået endnu et digert værk om Knebels lokalhistorie, denne gang den nyere af slagsen. Bogen præsenteres på Lokalarkivernes Dag i Molsarkivet.
Molsskolen er noget af det bedste, der er sket for Knebel. Det mener de to forfattere til den anden bog i rækken om Knebel og Knebelbros historie fra istiden og frem til i dag.
De to skribenter, Preben Winther og Stig Tang Petersen, udgave for et år siden bogen ’Knebel - fra kultsted til områdecenter’, der tog sig kærligt og grundigt af tiden fra istiden og frem til 1950’erne. Siden da har de arbejdet på at runde historien af om årene frem til i dag, og bogen udkommer lørdag 11. november i anledning af Arkivernes Dag.
Det er nemlig i det regi, at de har fundet materiale til det nye værk med titlen: Knebel bliver områdecenter. Bogen strækker sig over 188 sider fyldt med billeder og beskrivelser af mennesker og steder, der har haft betydning for udviklingen af Knebel og omegn. De har fået førstehåndsfortællinger og fotos fra flere af egnens karakteristiske personer eller deres efterkommere, for eksempel den gamle snedkers søn, smedens datter og en søn til den tidligere borgmester.
Der dykkes grundigt ned i blandt andet historien om den gule Molbostøtte, om buldrende håndværkervirksomheder med 100 medarbejdere, om vægmalerier på Hotel Mols Bjerge, som forsvandt i en brand, om Bøgebjerg og Mols i Udvikling, om den første kvinde i Ebeltoft Byråd, om udviklingen af et lidt hemmeligt sommerhusområde.
»VI kommer omkring det hele, så nu er der ikke mere at skrive om i Knebel.«
Knebel i dag
Begrebet områdecenter er centralt for bogen - og for udviklingen af Knebel.
»Knebel var en central by for Mols i gamle dage. Den ville nok være afblomstret endnu mere, end den gjorde, hvis ikke Molsskolen var kommet. Den blev placeret det helt rigtige sted og var et udtryk for, at man valgte Knebel som en centerby,« siger 87-årige Preben Winther.
Han gik selv i en landsbyskole i Vistoft. Syv års skolegang blev det til.
»Der var landsbyskoler og byskoler, og der var meget forskel på, hvor meget man lærte, og hvor tit man havde undervisning. Hos os var et normalt kun enten hver anden dag eller kun om formiddagen, så vi kunne komme hjem og arbejde.«
Han forklarer, at ideen om en centralskole skulle udligne de forskelle. Han husker dog også, at der blev talt om sådan én allerede før 2. verdenskrig. På grund af den, blev planerne udskudt, og også gennem de fattige 50’erne skete der ikke meget. Men som bekendt vendte tingene, 60’erne bragte en anden optimisme med sig, og i 1966 stod Molsskolen færdig.
»Den gang var der tre parallelklasser på alle spor. Nu er der færre børn herude, end der nogensinde har været. Da man for nogle år siden begyndte at snakke om at flytte udskolingen til Rønde, så rykkede folk sammen og skabte Mols i Udvikling. Og se bare, hvor godt det går. Vi har stadig købmand, lægehus og andre vigtige ting for lokalsamfundet. Og så er der endda et stort Molsværk undervejs,« siger Stig Tang Petersen.
Han og Preben Winther har lavet bøgerne om Knebel, fordi deres store interesse er at grave lokalhistorierne frem og finde svar fra fortiden. De sammenligner det med et detektivarbejde, som man nærmest bliver helt afhængig af.
Stig Tang Petersen er 79 år og har lavet flere lignende bøger, blandt andet om Grønfeld. Han siger dog, at nu er det den sidste bog om lokalhistorie fra hans hånd. Preben Winther er en fast del af Molsarkivet, hvor flere og flere viser interesse for arbejdet med at indsamle, opbevare og formidle egnens fortællinger.
Det arbejde kan du høre meget mere om til Arkivernes Dag, hvor bogen præsenteres.