Fortsæt til indhold

En (livs)vigtig brik: Giver bilisterne 100 meter mere

Codan og Børneulykkesfonden uddelte 35.000 reflekser på Årets Refleksdag

Samfund
jro
Codan og Børneulykkesfonden deler torsdag reflekser ud. Foto: Børneulykkesfonden

Over halvdelen af danskere over 18 år bruger aldrig reflekser. Det er alt for mange, mener skriver Børneulykkesfonden, der torsdag afholdt Årets Refleksdag sammen med Codan for at sætte fokus på synlighed i trafikken.

Hele 35.000 reflekser uddeltes til bløde trafikanter i morgentrafikken i udvalgte byer for at minde danskerne om vigtigheden af at bruge reflekser i den mørke tid.

Det er fast tradition, at Codans medarbejdere og Børneulykkesfonden går på gaden for at uddele reflekser til de morgenfriske den sidste torsdag i oktober, inden uret stilles om til vintertid.

Og der er god grund til at sætte fokus på brugen af reflekser, for danskerne er ikke særlig gode til at få dem brugt.

En ny undersøgelse, foretaget af YouGov på vegne af Børneulykkesfonden viser, at 53 procent af personer over 18 år aldrig anvender reflekser på deres overtøj.

Glemmer det ...

Samme undersøgelse viser, at 32 procent af disse svarer, at de glemmer det, eller ikke tænker over, at muligheden er der.

»Det tal er for stort,« fastslår Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

»Generelt er forældre gode til at give børnene reflekser på overtøjet, men reflekser er ikke kun for børn, som i mindre grad end voksne bevæger sig ude i trafikken i mørke. Det er vigtigt, at forældre er gode rollemodeller for deres børn og også selv husker reflekserne,« tilføjer hun.

En refleks giver bilisterne 100 meter yderligre at reagere på. Foto: Børneulykkesfonden

Dette bakkes op af tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, som generelt viser en stigning i uheld under mørke lysforhold, jo ældre børnene bliver.

Det hænger sandsynligvis sammen med, at de mindste børn typisk ikke bevæger sig udenfor i de mørke timer.

En lille refleks med stor betydning

Både Henriette Madsen og Camilla Amstrup, direktør i Codan, mener, at Årets Refleksdag er en vigtig påmindelse om den lille refleks store betydning for trafiksikkerheden.

»En refleks forekommer måske som lille og ubetydelig, men faktisk har den rigtig stor effekt for trafiksikkerheden. Hvis du bevæger dig ud i trafikken uden refleks, har en bilist med nærlyset tændt kun cirka 25-30 meter til at se dig. Hvis du derimod har reflekser på overtøjet, har bilisten hele 130-140 meter til at reagere. Den lille refleks giver bilisten mere end 100 meter mere at reagere i – og det gør en rigtig stor forskel for en bilist,« lyder det fra Camilla Amstrup.