Gokart-kørere fra hele landet vil knuse rekorder i Auning Kart Park
Holdet bag Auning Kart Park slår lørdag 4. november dørene op til en ganske særlig dag på banen, hvor ti kørere dyster om, hvem der kan køre flest omgange på otte timer.
Det kræver sin kører at få en gokart forsvarligt gennem den 620 meter lange bane i Auning Kart Park, hvor niveauforskelle, tunnel, hængebro og hårnålesving sætter køreegenskaberne på prøve.
Det får i alt ti gokart-kørere fra hele landet i sandhed at føle lørdag 4. november, når de hopper i de små køretøjer for at være den med flest omgange, når stopuret har talt til otte timer.
Deltagerne, der kommer langvejsfra som Aalborg, Svendborg og Bjerringbro, kaster sig ud i dyst mod nogle, der har knap så langt til banen, fra Randers, Ebeltoft og Skanderborg.
Og det er et blandet felt af kørere, der indtager banen, fortæller Ole Nørgaard, der sammen med tre andre driver Auning Kart Park.
Idéen til det otte timer lange rekordforsøg fik han inspiration til fra Djurs Sommerland, der tidligere på sommeren afholdte rutsjebanemarathon for at se, hvem der kunne sidde længst i parkens to vildeste rutsjebaner.
»Det er første gang, vi har fundet på at gøre det her – men det er sandsynligvis ikke den sidste. Jeg så på Djurs Sommerlands arrangement og tænkte: ’Det må vi kunne lave med gokarts også’.«
Beslutter selv pauserne
Dermed blev konceptet, at deltagerne i Omgangsrekord 2023 hopper ombord i en af de 200 kubik-gokarts og simpelthen kører fra klokken 10 til klokken 18. Den, der når flest omgange på den udendørs bane, kan kalde sig for vinder af Omgangsrekorden 2023.
Det er op til deltageren selv, hvornår der skal holdes pauser, og hvor mange pauser man ønsker undervejs. Det eneste er, at det selvfølgelig påvirker, hvor mange omgange, der kan nås. Med fyldt tank kan parkens gokarts køre i omtrent tre timer, så der skal holdes pitstop undervejs. Det er op til kørerne, om de vil skifte gokart eller vente på en tankning, fortæller Ole Nørgaard.
»Det er op til én selv, hvor hurtigt det skal gå. Jeg er godt nok spændt på at se, hvordan kørerne hver især griber taktikken an.«
Deltagerne til Omgangsrekord 2023 er fundet gennem Facebook. Her skrev Auning Kart Park ud om idéen, og at de søgte kørere til at dyste om at få omgangsrekorden. Og det var overvældende mange henvendelser, der kom, fortæller Ole Nørgaard.
»Vi regnede med, at der skulle køre et sted mellem fem og syv kørere. Men vi har fået omkring 50 særlige og sjove henvendelser fra folk, der gerne vil være med. Det er både folk, der tidligere har kørt gokart, og så er der også bare personer, der nyder at presse sig selv på den ene eller anden måde, der gerne vil give gokarten et skud. Jeg skal hilse at sige, at otte timer i en gokart – og så udenfor i november – det er ikke optimalt,« siger han.
Vælger ud fra motivation
Ud af de 50 henvendelser har Auning Kart Park udvalgt ti til at dyste, og kørerne kommer fra hele landet. De er blevet valgt ud fra deres motivation for at deltage i Omgangsrekorden 2023, fortæller Ole Nørgaard.
»Vi har kørere i alderen 15 til 51 år og mest mænd, men et par kvinder også. Jeg er selv ret så spændt på at se, hvordan det kommer til at gå kørerne. Jeg tror, det bliver vildt godt. Jeg har selv kørt 24 timers-løb herude – jeg ved, hvor ondt, det gør. Så det bliver spændende at se de her kørere kaste sig over det, og om sådan noget som erfaring med gokarts har noget at sige,« siger han.
Men der er også åbent for tilskuere og andre gokart-entusiaster lørdag den 4. november, fortæller arrangøren. De håber, at der også vil være nogle gæster, der kigger ud for at se lidt på rekordforsøget. Samtidig er der også mulighed for at leje en gokart og sætte ud på banen og køre lidt om kap med de konkurrerende kørere på banen.
»Vi håber, at der vil komme nogle folk ud at se, hvordan det går. Vi laver også det her arrangement som en måde på at gøre opmærksomme på os selv,« forklarer Ole Nørgaard.
Været med fra start
Han har været med til at anlægge gokart-banen tilbage 2005-2006, og banen er i dag ejet af over 140 lokale aktionærer. Sammen med tre andre forpagter Ole Nørgaard banen og står for den daglige drift, ligesom hans virksomhed Nørgaard Teknik er leveringsdygtige i gokarts af mærket Dino Leisure.
»Jeg har hængt ved det sted i mere end 15 år, både fordi jeg interesserer mig for det, men også fordi, jeg var med til at lave det, og jeg har fortsat lyst til at sikre mig, at det kører så godt som muligt herude,« siger Ole Nørgaard.