Fortsæt til indhold

Behårede belægninger og 10.000 kr. bøde: »Der er intet at komme efter«

Rengøringen haltede for Kvickly i Åbyhøj. Det koster butikken en sur smiley og stor bøde.

Samfund

Efter et besøg fra Fødevarestyrelsen måtte bageren i Kvickly Åbyhøj hænge en sur smiley op i ruden.

2. oktober kom kontrollanterne forbi og opdagede, at rengøreingen i bagerafdelingen langt fra levede op til kravene for madsikkerhed.

I en kølemontre med mad fandt de »gamle fugtige fødevarerester, som består af hvid/ grønne, behårede belægninger, samt indtørrede produktrester fra brød og kager,« oplyser Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.

Det udløste en sur smiley, to gebyrbelagte besøg og en bøde på 10.000 kroner, som butikken oplyser, at den har tænkt sig at betale.

»Fejlen skyldes, at det var under en bundplade, som man ikke kan komme til. Derfor har vi haft et kølefirma ude for at skille montret ad og gøre det rent,« forklarer Bettina Ørsnes Larsen, afdelingschef for Fødevaresikkerhed i Coop Danmark.

Fremover vil Kvickly være hurtigere til at tilkalde ekstern rengøring, fortæller afdelingschefen.

Dørlukning

Ovenpå rengøringsproblemmet i montren stod døre permanent åbne fra toilettet til produktionslokalet, det bed Fødevarestyrelsen også mærke i.

»Her har vi fundet en rigtig smart løsning og installeret nogle dørpumper, så dørene altid er lukket fremover,« siger Betina Ørsnes Larsen.

Fødevarestyrelsen har mandag 30. oktober været på besøg i bageren igen. Her fandt de ingen grund til at rejse kritik af afdelingens rengøring og konstaterede, at alt levede op til kravene.

»Vi vil være skarpere på opfølgning af den eksterne rengøring. Det har allerede haft en god effekt, og bageren har en gald smiley i ruden, når man kommer forbi nu. Der er intet at komme efter,« siger afdelingslederen stolt.