Så er den gal igen: Slotsrestaurant anmeldt til politiet
Sophiendal Slotsrestaurant har igen igen inkasseret en sur smiley efter kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.
Et skridt frem og to tilbage.
Sådan må det føles hos Sophiendal Slotsrestaurant for tiden.
Da Fødevarestyrelsen var forbi restaurationen 6. juni i år, fik virksomheden nemlig oprejsning i form af en glad smiley, som er den højeste bedømmelse, med 1-tal over hele linjen.
Bedømmelsen kom ovenpå dumpekarakter ved de to foregående besøg 13. februar 2023 og 7. november 2022.
To gange inden da var mundvigene vendt opad med to glade smileys hhv. 19. juli og 8. juni 2022.
Nu er den så gal igen.
I forbindelse med en ekstrakontrol 3. oktober har Sophiendal Slotsrestaurant nemlig endnu engang fået en sur smiley, og denne gang falder hammeren.
Virksomheden er nemlig blevet politianmeldt.
Manglende rengøring
I løbet af den to timer lange fødevarekontrol fandt kontrollanten ingen grund til at give anmærkninger, når det kom til restaurantens offentliggørelse af kontrolrapport, datomærkning og diverse godkendelser. Her blev der kvitteret med et 1-tal.
Samtidig vurderede kontrollanten også, at håndteringen af fødevarer samt adgangen til hygiejnisk håndvask var »ok.« Bedømmelsen endte i disse tilfælde på et 2-tal.
Den tilfredsstillende start sluttede dog brat, da det kom til slotsrestaurantens egenkontrol.
Her blev det indskærpet, at »fødevarer i alle led skal beskyttes mod kontaminering, der kan gøre dem uegnede til konsum eller sundhedsfarlige,« står der i rapporten.
I den forbindelse blev det konstateret, at der i en rød slagtekasse blev opbevaret mørbrad og en alubakke med laks. Begge var fyldt med både kødsaft og saft fra fisk. En stålhylde over de to kasser var samtidig fyldt med massive belægninger af mørke og fedtede rester.
»Det er fødevarestyrelsens vurdering, at fødevarer er udsat for kontaminering, idet hylder over produkterne ses medbelægninger af produktrester,« skriver kontrollanten i rapporten.
Vurderingen medførte to gebyrbelagte opfølgende kontroller.
Sanktionerne stoppede dog ikke her.
Politianmeldt
Bemærkninger om mangelfuld rengøring fortsætter i den tre sider lange kontrolrapport.
Blandt fremhæves det, at »flere steder i grønsagsafdeling ses der kraftige ansamlinger af spindelvæv under borde og langs ledninger, desuden ses der mange levende edderkopper. Dørlås til hånd tilkølerum, samt lister langs kant på kølerumsdør ses med slimede sorte belægninger.«
Virksomheden havde ifølge rapporten ingen bemærkninger til bedømmelsen.
Det fremgår samtidig, at virksomheden er blevet politianmeldt.
Men hvad indebærer en politianmeldelse egentlig? Det spurgte Uge-Bladet Skanderborg Fødevarestyrelsen om.
»Som myndighed skal vi vurdere, hvor slemt det står til hos en virksomhed. Der har vi det, der hedder eskalerende myndighedsudøvelse. Det dækker over, at når et forhold gentagende gange ikke er overholdt, øger vi sanktionen,« forklarer Karina Hindsdal, sektionsleder i Fødevare Nordøst, Fødevarestyrelsen.
Hun forklarer desuden, at Fødevarestyrelsen har mulighed for at udstede et forbud til den enkelte virksomhed, men at dette ikke hænger sammen med, om en virksomhed dumper det samme forhold igen og igen eller bliver politianmeldt. Et forbud kan nemlig ligeså godt blive udstedt på første besøg som på niende besøg.
»Det er uafhængigt af, om vi har sanktioneret tidligere. Det er ikke givet et forbud i den her virksomhed, i den kontrolhistorik jeg kan se. Derfor er det eskaleringsrækken vi fortsætter med: indskærpelse, så bøde og til sidst politianmeldelse. Virksomheden kan nemlig vælge at være enig og betale bøden, men virksomheden har også ret til at sige, at de ikke er enige og tage den i retten. I så fald sender vi det videre til politiet.«
Politianmeldelsen handler altså først og fremmest om virksomhedens retssikkerhed og ikke af hvor dårlig hygiejne, rengøring eller lignende er.
Uge-Bladet Skanderborg har forsøgt at få en kommentar fra ejerne af Sophiendal Slotsrestaurant, men det har ikke været muligt at træffe dem inden artiklens udgivelsestidspunkt.