Fregerslev-vikingen får kunst- og historielund: »Det er vigtigere end nogensinde, at vi kender vores historie«
Går alt efter planen kan lunden indvies i maj eller juni 2024.
For mere end 1000 år siden blev en mægtig viking stedt til hvile i et område, der i dag ligger i Hørning. Nu har Byrådet sagt ja til at etablere en kunst- og historielund om det bemærkelsesværdige arkæologiske fund. Går alt efter planen, er der indvielse i maj eller juni 2024.
I 2012 dukkede et stort og enestående gravanlæg op i udkanten af parcelhuskvarteret Vestergårds Allé i Hørning. I 2017 blev anlægget udgravet under stor opmærksomhed - også internationalt. Alene i 2017 besøgte 6.500 mennesker stedet.
Det store gravkammer rummede luksuriøse genstande, som vikingen fik med til Valhal. Selv hesten og det imponerende guld-og sølvbelagte rideudstyr kom med i graven.
Magtfuld slægt
Fundene vidner om en magtfuld mand og slægt, som havde kontrollen over et større område i den periode, hvor Gorm den Gamle og siden Harald Blåtand levede og regerede. Historien om de unikke og yderst sjældne fund bliver i dag formidlet af Museum Skanderborg Perron1, hvor blandt andet dele af rytterhestens seletøj kan opleves.
Med kunst og historielunden flytter vi fortællingen ud midt mellem borgerne, for det er her den findes. Og vi bruger kunsten til at give historien en ekstra dimension.Lene Høst Madsen, direktør, Museum Skanderborg
Den kommende kunst- og historielund markerer Vikingens sidste hvilested med et monument i granit skabt af kunstner og stenhugger Laila Vestergård. Grundejerforeningen i området bidrager med borde og bænke udført i egetræ. Her til kommer en stor utraditionel sandkasse med spændende nedgravede hemmeligheder i form af seks sten med historiske relieffer.
»Vikingen fra Fregerslev fortjener at være kendt af alle og enhver, og det er måske vigtigere end nogensinde, at vi kender vores historier. Med kunst og historielunden flytter vi fortællingen ud midt mellem borgerne, for det er her den findes. Og vi bruger kunsten til at give historien en ekstra dimension,« fortæller direktør Lene Høst-Madsen fra Museum Skanderborg i en pressemeddelelse.
Plads til fordybelse
Fra lunden vil der være udsigt mod syd. En lav støjvold og træer, planter og enkelte større buske er med til at skabe et afgrænset og roligt rum omkring opholdspladsen og ved amfiteateret.
»Lunden markerer det store arkæologiske fund på en god måde, som giver plads til fordybelse. Jeg er sikker på, at både turister, borgere i Hørning generelt og ikke mindst elever fra byens skoler nok skal komme forbi og nyde stedet – og få historien om den prægtige rytter,« siger Tage Nielsen, der er formand for Kultur-, Fritids og Idrætsudvalget.
Projektets samlede økonomi er knap 2,2 mio. kr. A.P. Møller Fonden bidrager med 1 mio. kr.