Fortsæt til indhold

Nyvalgt Frivilligråd er klar til at støtte

Der var fire kandidater til tre pladser i Frivilligrådet, hvis opgave blandt andet er at uddele midlerne i §18-puljen, som understøtter frivilligt socialt arbejde.

Samfund
sra

Mandag 3. oktober sad tyve frivillige klar til at høre årsberetning og sætte kryds blandt kandidaterne til det kommende års Frivilligråd i Syddjurs Kommune.

Anna Jørgensen fra Søhusparkens Vennekreds blev genvalgt uden modkandidater til interesseområdet ældre/ensomme. Til gengæld var der et tæt kampvalg blandt de øvrige tre kandidater til to pladser inden for det interesseområde, som omfatter handicapområdet, humanitære foreninger, sygdomsforeninger, flygtningeområdet med videre. Her endte det med genvalg af Anne-Lise Vester fra Gigtforeningen og Helle Pedersen fra UlykkesPatientForeningen.

Den tredje kandidat, Jan Bo Lilliendal fra Djurslands Veteraner blev valgt til en post som suppleant sammen med Lone Kristensen fra Parkinsonforeningen Djursland og Anna Pirk Christiansen fra DOF Gigtskolen Syddjurs.

Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget deltog i årsmødet, og næstformand Bjørn Jensen sagde blandt andet i sin tale til de fremmødte:

»Jeg vil gerne sige tak til Frivilligrådet og de mange frivillige, som hver dag hjælper mennesker i de dele af vores samfund, hvor der er et særligt stort behov for støtte og medmenneskelighed.«

Formand for Frivilligrådet Allan Skourup fortalte i sin årsberetning om Frivilligrådets uddeling af midler fra §-18-puljen, hvor frivillige kan søge om midler til deres indsatser for kommunens udsatte borgere. Det er især frivillige, som hjælper udsatte ældre og ensomme samt udsatte børn og unge, som er flittige til at søge om tilskud.

Efter årsmødet konstituerede det nyvalgte frivilligråd sig med Allan Skourup som formand og Helle Pedersen som næstformand.