Kattegat mangler ilt – Kattegat er langtfra robust.
Formanden for Djursland Landboforening beklager sig i Lokalavisen over aktuelle krav om at begrænse udledning af kvælstof til Kattegat. Her er landbruget en stor udleder. Foreningen har klaget til hele tre ministre over kravene.
Landboformanden siger videre:
»Hvis der er nogen, der kommer med en begrundelse for, hvorfor vandområdet nu pludseligt er sårbart, så følger vi selvfølgelig lovgivningen.” og ” der er »over natten« sket en ændring i kategoriseringen af vandmiljøet ud for Djursland. Det er gået fra at være ’robust’ til nu at være ’sårbart’ over for kvælstof,”
Men i virkeligheden anno 2023 er Kattegats tilstand forringet mere end før, ilten svinder og fisken gisper og forsvinder. EU-havregler kræver nedsatte udledninger, og EU-regler kommer som bekendt ikke lige over natten.
I Kolindsunds Venner har vi berørt det i seneste Kolindsund Avis. Gendannes søen kommer der mindre kvælstof til Grenåen, og Kattegat fritages for en ikke ubetydelig kvælstof-belastning. Dels fordi der så ikke vil blive gødet i Kolindsund-området, dels fordi en sø ”æder” noget kvælstof i vandet, der så bobler op i luften, hvor kvælstof er harmløs. I alt skønner havbiolog Stiig Markager, at 856 t kvælstof kan reduceres med 280 t (gennemsnitsår) på denne måde.
Vores forening er sat i verden for at gendanne Jyllands største sø. Vi opfordrer landboforeningen til at tage Kattegats krise alvorligt. Og til at overveje, om ikke opkøb af landbruget i Kolindsund til natur kan rumme nogle fordele også for de øvrige landmænd på Djursland.