Fortsæt til indhold

Rekordstor bevilling på 24 millioner kroner: Gammel Estrup påbegynder det hidtil største restaureringsprojekt

I denne måned begynder arbejdet med at udskifte taget på hovedbygningen på Gammel Estrup. I alt 20.000 tagsten skal i løbet af det kommende år udskiftes med nye håndstrøgne tegl.

Samfund
mw

Alle tre fløje på herregården Gammel Estrups hovedbygning skal have nyt tag. Taget er tyndslidt, ældet og ligger ikke længere rigtigt på grund af tidligere storme, og desuden er det mange steder utæt, så tagudskiftningen er derfor helt nødvendig.

I alt 20.000 tagsten skal udskiftes.

Det skriver Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum i en pressemeddelelse.

Ud over at sikre bygningen og finde en mere eksakt tidsangivelse på de enkelte tage, giver udskiftningen af taget også museet mulighed for at fortælle historien om tjenestefolkenes bolig- og arbejdsforhold.

»Tæthed på tag og fag er helt afgørende for bevaring af den fredede hovedbygning. Og samtidig giver det os mulighed for at vise de dele af herregården, som man normalt ikke ser. For eksempel vil vi åbne lofterne, så man kan komme ind at se den gammeldags loftkonstruktion med understrygning og mærke, hvordan det føltes på sådan et loft før i tiden, hvor det var koldt og uopvarmet. Her vil vi blandt andet indrette tørreloft, og på den måde fortælle historien om tjenestepigernes arbejde med vask og tørring og utallige ture op og ned ad trapperne i det store hus,« forklarer museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark.

På sigt vil museet også etablere en signaturudstilling på loftet, der tager fat på det overordnede spørgsmål ”hvad er en herregård” for derigennem at stille skarpt på de danske herregårdes funktion, udvikling og samfundsmæssige betydning over tid.

Herregården som byggeplads

Fra november og frem til september 2024 vil Gammel Estrups hovedbygning være pakket ind i stilladser, og det vil museet bruge som springbræt til at fortælle historien om gammeldags håndværk og herregårdsbyggeri, som gennem århundreder har været en helt særlig disciplin. Her får gæsterne mulighed for at følge det store og spændende restaureringsarbejde på tæt hold.

»Man har jo altid bygget om og bygget til og renoveret og restaureret i helt stor skala på de danske herregårde. Der har på daglig basis været gang i vedligeholdelse og nybyggeri og om- eller tilbygning på herregårdene, der historisk havde adgang til de bedste arkitekter og håndværkere. Vores kommende tagprojekt giver os en oplagt mulighed for at fortælle den del af herregårdshistorien også,« siger museumsdirektøren.

Udskiftningen af taget på Gammel Estrup er muliggjort af en rekordstor bevilling på 24 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Desuden har museet modtaget støtte til tagprojektet og kobbertagene på 1 mio. kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen og 500.000 kroner fra Norddjurs Kommune. Og endelig har Inge og Asker Larsens Fond til Støtte af Almennyttige Formål bevilget 200.000 kr. til en gangbro på vestloftet, der muliggør publikumsadgang til loftet.