»Nu vil vi vide, om vi gør det godt eller skidt« - 3000 skanderborgensere får hilsen fra Skanderborg Forsyning
Skanderborg Forsyning gennemfører en forbrugerundersøgelse for at finde ud af, om forbrugerne er tilfredse, og hvor der er plads til forbedringer.
I uge 46 - 13.-19. november - modtager mere end 3000 skanderborgensere et spørgeskema i deres e-Boks fra Skanderborg Forsyning. Undersøgelsen tager temperaturen på forbrugernes holdning til Skanderborg Forsyning, der leverer drikkevand og håndterer spildevand.
Vi gør os umage hver eneste dag for at levere en god service, men vi vil rigtigt gerne blive bedre til at imødekomme forbrugernes ønsker.Martin Frausing Poulsen, formand for Skanderborg Forsyning
»Vi gør os umage hver eneste dag for at levere en god service, men vi vil rigtigt gerne blive bedre til at imødekomme forbrugernes ønsker. Med denne undersøgelse finder vi ud af, om vi gør det godt nok, og vi får et værktøj til at arbejde videre med, hvordan vi kan blive bedre,« siger formanden for Skanderborg Forsyning, Martin Frausing Poulsen, i en pressemeddelelse.
Det er analyseinstituttet Interresearch, der udfører undersøgelsen for Skanderborg Forsyning. Interresearch udfører lignende undersøgelser for en række andre forsyningsselskaber, hvilket giver mulighed for at sammenligne resultaterne og lære af de bedste.
Kan vinde gavekort
Forbrugerundersøgelsen handler blandt andet om Skanderborg Forsynings kundeservice, kommunikation, driftssikkerhed i forhold til vand og spildevand samt information i forhold til gravearbejde. Der er også spørgsmål til, hvordan forbrugerne fremover gerne vil modtage information om forsyningen, og om forbrugerne eksempelvis gerne vil høre mere om forsyningens arbejde med den grønne omstilling, og hvordan man selv kan bidrage.
Spørgeskemaundersøgelsen udsendes i uge 46 til 3200 tilfældigt udvalgte borgere og virksomheder i Skanderborg Kommune, og det er frivilligt at deltage. Det tager cirka 10 minutter, og der er mulighed for at vinde gavekort til Kulturhuset ved lodtrækning.
Skanderborg Forsyning leverer drikkevand til ca. 7000 kunder og håndterer spildevand i hele kommunen.