Else Søjmark: »Jeg forstår vreden, men jeg kæmper stadig«
Beslutningen om at stemme ja til regionens budget har givet en hård medfart for regionsrådsmedlemmet. Nu skal der arbejdes intenst indtil høringsfasen udløber 20. november.
Under onsdagens protestmøde i Grenaa Idrætscenter rejste en deltager i forsamlingen sig op og efterlyste Else Søjmark.
Vedkommende kunne ikke forstå, at Djurslands eneste regionsrådsmedlem ikke var mødt op til mødet, hvor over 1300 fremmødte viste deres vrede over Region Midtjyllands beslutning om at spare på det lokale akutberedskab.
»Så måtte jeg jo rejse mig op,« siger Else Søjmark.
»Jeg sad jo ikke i panelet, og så var der åbenbart nogen, der troede, at jeg ikke var der. Men jeg kunne ikke drømme om ikke at møde op, for jeg er også utilfreds med, at akutberedskabet nedprioriteres. Det ville jeg gerne signalere, og det synes jeg heldigvis også, jeg fik lejlighed til.«
Det socialdemokratiske medlem af regionsrådet erkender, at tiden har været hård, siden hun sidst i september var med til at vedtage regionens budget.
Et budget på 33 milliarder med besparelser for 237 millioner kroner, der skulle konkretiseres med høring i efteråret og endelig udmøntes i december.
Det betyder blandt andet, at fire akutlægebiler i regionen fjernes, herunder akutlægebilen i Grenaa, og åbningstiderne i akutklinikkerne skæres kraftigt ned.
I hvert fald hvis de foreslåede besparelser føres ud i livet.
I sidste uge sendte Region Midtjylland sparekataloget i høring, og det er i denne fase, Else Søjmark fortsat håber at gøre sin indflydelse i regionsrådet gældende.
Politikeren er blevet hårdt udskældt efter sit ja til budgettet, men ifølge Else Søjmark var det i sidste ende den måde, hun vurderede, at hun stadig havde en chance for at påvirke det endelige resultat af besparelserne.
Med andre ord håber Else Søjmark fortsat på, at det lykkes at overbevise resten af forligskredsen bag budgettet om, at det lokale akutberedskab skal fredes fra regionens sparekniv.
»Jeg opnår ikke noget ved kun råbe højt. Jeg opnår forhåbentlig noget ved at have gode argumenter og relationer, og det håber jeg også, at folk fik en opfattelse af, også gennem tilstedeværelsen af mine kollegaer i regionsrådet, der bakkede min hidtidige indsats for sagen op,« siger Else Søjmark med henvisning til, at der ved mødet var deltagelse af andre regionsrådsmedlemmer fra flere forskellige partier, som blandt andet støttede Else Søjmark i hendes udlægning af den politiske beslutningsproces.
Ikke sort-hvidt
Hun understreger, at fokus for hende stadig er at redde akutlægebilens tilstedeværelse i Grenaa. Lykkes det ikke, er næste skridt at sørge for, at konsekvenserne for det lokale akutberedskab bliver så små som muligt.
»Men det er svært at kommunikere. Nogen tror, at hele akutberedskabet forsvinder på Djursland. Når jeg påpeger, at der for eksempel stadig er ambulancer med en paramediciner, og jeg siger, at man burde arbejde for, at der er paramedicinere på alle ambulancer, så giver det nemt opfattelsen af at jeg allerede har givet op. Det bliver hurtigt meget sort-hvidt. Jeg har bestemt ikke givet op, men jeg er også nødt til at bevæge mig ud i et farvand, hvor jeg kan kan få overblik over, hvordan akut-landskabet også kan se ud på både kort og lang sigt. Det bruger jeg også tiden på lige nu. Det er et samlet budget på 33 milliarder kroner, der skal gå op, og tingene bliver desværre ikke altid 100 procent, som man gerne vil have det, men vi har gode argumenter og det skal ændres« noterer Else Søjmark.
Forstår vreden
Høringsfasen på Region Midtjyllands sparekatalog er nu i gang og løber indtil 20. november klokken 12, hvor det er muligt at indsende sine synspunkter til besparelserne.
20. december mødes regionsrådet for at træffe den endelige beslutning om, hvordan besparelserne skal udmøntes.
I mellemtiden skal Else Søjmark formentlig forvente at lægge øre til en del mishagsytringer, og selv om hun på den ene side erkender, at det ikke ligefrem er en ønskeposition at stå i, så har hun på den anden side også stor ros tilovers for den lokale opstand.
»Jeg synes, det var virkelig flot med sådan en tilslutning til mødet i Idrætscenteret. Det viser jo virkelig engagementet. Jeg forstår også godt borgernes reaktion og deres vrede. Jeg er rigtig ked af, at det har udviklet sig sådan, men jeg kæmper altså stadig,« fastslår Else Søjmark.
Høringssvar til regionens besparelser kan sendes til mailadressen budget2024@rm.dk