Så fik Grenaa også en Elgiganten
Kunderne strømmede til på åbningsdagen på Hesselvang.
Med tæt på et halvt hundrede butikker over hele landet er Elgiganten en af de helt store spillere inden for dansk butiksliv. Seneste butiksåbning - butik nummer 46 - skete fredag morgen klokken 7 på Hesselvang - det nye butiksområde et par kilometer syd for Grenaa.
I flere år var byggemarkedet Jem & Fix helt alene om at lokke kunder til Hesselvang, men siden kom Harald Nyborg fra samme ejerkoncern til - og i juni skete der et ryk af de større, da fire butikker - Sport 24 Outlet, Skousen thansen og Maxi Zoo -samme dag slog dørene op på adressen Hesselvang 3. Her kom også HTH Køkkener siden til - og nu altså Elgiganten.
Her stod administrerende direktør i Elgiganten, Peder Stedal og borgmester i Norddjurs, Kasper Bjerregaard, (V), klar med saksen for at foretage den officielle åbning.
Og ja - der var kunder klar til handel fra morgenstunden. Også selv om regnen drillede. Flere havde ligefrem valgt at overnatte i det telt, som var stillet op til formålet - og i timerne derefter strømmede kunderne fortsat til i så stort tal, at de blev lukket ind i det forjættede land i hold - efterhånden som andre kunder forlod det.
Grenaa på listen længe
»Vi glæder os meget til at åbne vores splinternye varehus i Grenaa. En by og et område vi længe har haft et ønske om at etablere os i. Med knap 2000 kvadratmeter til rådighed tilbyder vi sidste nye butikskoncept med elektronik og hårde-hvidevarer i lange baner. Vi glæder os meget over den optimale beliggenhed, hvor kunder fra Grenaa og omegn kan opleve et bredt og varieret butiksmiks med stærke åbningstilbud,« siger Peter Stedal.
Varehuschef Rasmus Schlüter står i spidsen for det hold, som skal betjene kunderne i den nye butik. En medarbejderstab, der glæder sig til at levere rådgivning og service på topniveau og med specialistviden på alle områder.
»Når vi slår dørene op til varehus nummer 46, er det med knivskarpe køtilbud på både elektronik og hvidevarer. Udvalget af fladskærme, smartphones, computere, tablets, gamerudstyr, hvidevarer, køkkenmaskiner og meget mere er enormt. Man kan godt glæde sig,« siger han.
Åbningsdagen blev udover de gode tilbud markeret med morgenbrød og kaffe til de morgenfriske, grillpølser og konkurrencer. Grenaa rummer i forvejen en anden stor elektronikbutik - Power - og her har man taget kampen op mod den nye konkurrent ved at sætte mange varer på tilbud og match på priserne i andre butikker, så for en stund er Grenaa et attraktivt sted at handle elektronik og andet godt, og mange kunder er også kommet til byen fra andre steder i landet.