Fortsæt til indhold

»Det er et adrenalinfyldt eventyrland«: Ny teknikbane forener fart, fællesskab og cykelglæde

»Vi kan faktisk slet ikke få armene ned,« lyder det fra formanden for Skanderborg Mountainbikeklub efter snigpremieren på den nye teknikbane ved Fælleden.

Samfund

»Det er helt utrolig svært at få armene ned igen og holde op med at smile efter sådan en dag. Der kom flere hundrede forbi for at udfordre sig selv på den nye teknikbane, og det var superfedt at se, hvordan de øvede og erfarne gav den fuld skrald og fløj gennem luften. Selv de yngste helt ned på skubbecykel-niveau, havde en sjov dag.«

Allan Edvardsen, formand for Skanderborg Mountainbikeklub, er en glad mand, og det har han også god grund til at være. Sammen med Skanderborg Trailbuilders og Falle’s Sti og Sporbyg stod Skanderborg Mountainbikeklub forrige søndag bag en uofficiel åbning af den nye teknikbane ved Fælleden. Et arrangement, der formåede at tiltrække knap 300 cykelglade fra nær og fjern, der med begejstring indtog den nye bane.

Teknikbanen, der er på cirka 7500 kvadratmeter, er opdelt i forskellige sværhedsgrader, så mountainbikere på alle niveauer kan få noget ud af at øve på banen, der foruden en stejl rampe, der kommer til at gå fra det kommende trailcenterets tag, indeholder hoplinjer samt et omfattende teknikområde med drops, træstammer og rockgardens. Teknikbanen har desuden et indhegnet område til de allermindste lige som der også er et sikkert børnespor med nemme udfordringer i den nærliggende skov.

Du kan både køre langsomt hen over bakkerne eller du kan køre hurtigt og flyve hen over dem. Det er så fantastisk at opleve, hvordan skov og naturoplevelser spiller sammen med fart, hop og adrenalin.
Allan Edvardsen, formand, Skanderborg Mountainbikeklub

I årevis har Skanderborg Mountainbikeklub drømt om et mountainbike-mekka til mountainbikere i alle aldre og på alle niveauer med teknikbane og spor, hvor der både er noget til dem, der gerne vil lave hop, og dem, der gerne vil cykle langt. Klubben har indsamlet foreløbig 2,7 millioner kroner til teknikbanen og til spor i naturen, og med den uofficielle indvielse af teknikbanen er en stor del af drømmen blevet realiseret.

Teknikbanen er indrettet, så den udfordrer grænserne og både er attraktiv og inspirerende for nybegyndere og samtidig byder på udfordringer, der begejstrer dem, der er erfarne. Foto: Kim Johansen
Foto: Kim Johansen

»En teknikbane er et sted, hvor du kan lege og øve nye tricks. Her kan du gentage dem igen og igen indtil du har styr på teknikken, og er klar til at prøve det af ude på sporene. Vi har gjort rigtig meget ud af at udforme banen, så den udfordrer grænserne og både er attraktiv og inspirerende for nybegyndere og samtidig byder på udfordringer, der begejstrer de erfarne med færdigheder på højt niveau. Det gør at man kan træne sammen, uanset hvilket niveau, man er på,« forklarer formanden.

»Hele pointen er, at alle aldre kan træne sammen her. Ved indvielsen var der for eksempel en lille pige, der tullede rundt på sin skubbecykel et sted, mens teenagere fløj ud over bakkerne et andet sted,« tilføjer han.

I de kommende år planlægger Skanderborg Mountainbikeklub at anlægge flere spor i området i samarbejde med Naturstyrelsen. Allan Edvarsen forventer, at sporene vil være klar i 2026.

»Vi starter til næste år. Der kommer spor, som passer til hele familien. og når de engang er klar, vil der være forbundne spor på godt 20 kilometer, så er man en cykelglad familie, bliver det muligt at dyrke interessen for mountainbike her, selvom man er på forskellige niveauer,« understreger han.

Teknikbanen er på 7500 kvadratmeter og delt op i forskellige sværhedsgrader og har foruden rampen fra det kommende trailcenters tag også hoplinjer og et større teknikområde. Privatfoto

Hvorfor er det så fedt at køre på mountainbike?

»Du kan sammenligne det med at stå på ski. Du kan både køre langsomt hen over bakkerne eller du kan køre hurtigt og flyve hen over dem. Det er så fantastisk at opleve, hvordan skov og naturoplevelser spiller sammen med fart, hop og adrenalin. Det er et adrenalinfyldt eventyrland, og bare sindssygt sjovt,« siger Allan Edvardsen, der sammenligner sporene i skoven med de blå, røde og sorte pister på skibakkerne.

»Selvom vi ikke har nogen sorte spor« griner han.

»Samtidig er der et stort element af fællesskab i det. Det er ligesom på skatebanerne. Man klapper af hinanden og anerkender hinandens fremskridt og præstationer. Det er vigtigt med et sted som det her, som kan være med til at få folk – måske især de unge – væk fra skærmen og ud i naturen og være aktive. Det sker kun, hvis det er sjov og spændende. Og det er det her.«

Anders Fallesen (billedet) er indehaver af Falle's Sti- og Sporbyg og en af landets førende sporbyggere til mountainbike. Han er også en af Danmarks bedste mountainbikere. Foto: Claus Hilmar
Sikkerhedsudstyr er vigtigt og Allan Edvardsen gør meget ud af at opfordrer mountainbikerne til at huske hjelm, rygskjold, knæbeskyttere og handsker. Foto: Claus Hilmar
Skanderborg Mountainbikeklub håber, at teknikbanen og sporene i området omkring Fælleden og Anebjerg Skov vil være et trækplaster for cykelglade familier fra hele Østjylland. Privatfoto