Fortsæt til indhold

Har solgt tips og lotto i 40 år: Pensioneret kioskdame stikker en million i lommen

Efter en lang række smågevinster tilsmilede lykkens gudinde den tidligere kioskdame.

Samfund

En ældre kvinde har igennem fire årtier solgt tips- og lottokuponer til østjyder, der håbede på den store gevinst.

Nu er hun selv blevet en million kroner rigere. På lotto.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg har selv stået i en kiosk og solgt tipskuponer i mange år. Og også lotto, da det kom til senere. Og jeg har set alle de lykkelige mennesker gennem årene, når de har vundet. Og jeg har selv været lykkelig for at se dem vinde,« fortæller kvinden, som igennem årene jævnligt har overvejet, om det snart var hendes tur til at få besøg af lykkens gudinde.

Igennem årene har kvinden vundet flere små-gevinster, men ikke noget, der rigtigt har fået kontoen til at bugne.

Indtil for nylig.

Her blev hun nemlig udtrykket som en af vinderne af millionærchancen, der udløser en gevinst på en rund million.

»Jeg så på min telefon og troede først, at der stod, at jeg havde vundet 1.000 kroner, og det var da også en slags penge. Men så var der flere tal, og jeg kunne slet ikke forstå det! Jeg tror faktisk ikke, at det rigtigt er gået op for mig endnu. Jeg ringede til mine børn og fortalte det og det endte med, at vi sad og græd alle sammen,« fortæller den pensionerede kioskdame, som altså har fundet ud af, at det også blev hendes tur – også selv om det efterhånden er en del år siden, at hun stoppede med arbejdet i kiosken.

»Ja. Det ser ud til, tålmodighed lønner sig – selv om der godt lige kan gå 15-20 år,« siger hun.