Fortsæt til indhold

Mobilt byggeværksted skal øge skoleelevers interesse for praktiske fag

Bag værkstedet, der har navnet ByggeLab, står Skanderborg Ungdomsskole i samarbejde med Smukfest og Stark.

Samfund
sra

”Der var engang”. Sådan indledes eventyrfortællingen ofte.

Bruger man samme indledning om folkeskolens fortælling, så var der ligeledes en gang, hvor håndværksfag fyldte meget på skoleskemaet. Da morfar var dreng, havde de praktiske fag deres blomstringstid og var på mange måder at sidestille med de boglige fag.

Sigtet var dannelse, og skolerne overtog den opgave, der tidligere havde været i hjemmene, hvor familien overleverede de håndværksmæssige traditioner, hvad enten de fandt sted i køkkenet eller i værkstederne. Siden ændrede fokus sig. Dansk og matematik med mere fik flere og flere timer på skemaet, og de praktiske fag genvandt aldrig deres styrke.

Det vil Skanderborg Ungdomsskole i samarbejde med Smukfest og Stark dog ændre på, fremgår det af en pressemeddelelse.

I en travl hverdag med mange målsætninger og gøremål kan det være svært selv at finde anledning til at tænke undervisningen mere praksisorienteret. Det afhjælper ByggeLab
Lasse Gyllström, Skanderborg Ungdomsskole

Værkstedsforløb

Regeringen genoplever med det seneste skoleudspil tankerne omkring mere praktisk undervisning og flere timer i faglokalerne frem for klasseværelset. Sammen med flere nye ændringsforslag lægger regeringen op til, at nye vinde blæser over skoledagen med virkning fra sommeren 2024.

Ungdomsskolen introducerer allerede nu det mobile værkstedsforløb – ByggeLab – der har til opgave at skabe praksisfaglige forløb sammen med byens skoler.

Vi tror på at alle elever kan profitere af en øget motivation, når skolehverdagen varieres, og fagene får liv gennem både hånden og hovedet
Morten Lyngdal-Christensen, butikschef, Stark Skanderborg

ByggeLab er en enhed, der placerer sig i skolegårde og i tæt tilknytning til faglokaler, og hvor bilen er bemandet med lærerkræfter, værktøj og materialer med fokus på at koble teori og fag, erfaret gennem kroppen, i opgaven med at udarbejde produkter.

I praksis betyder det, at ByggeLab er tilrettelagt som forløb, hvor der konstrueres alt fra spil til brug i skolegården og gangarealerne, til at ByggeLab er medskaber af eksempelvis skolefesterne, hvor der skabes alt fra kulisser til flødebollekastere.

Målgruppen er elever fra 6. til 10. klasse, og forløbene er gratis for folkeskolerne.

I det mobile byggeværksted ByggeLab kan eleverne konstruere alt fra spil til kulisser. Pressefoto
Måske er det også fremtidens festivalbyggere, der får blod på tanden igennem ByggeLab.
Tommy Hahn, driftskoordinator i Skanderborg Festivalklub

Samarbejdspartnere

ByggeLab er blevet en realitet med samarbejdspartnerne Smukfest og Stark.

»Vi ønsker at være med til at understøtte en hverdag hos folkeskolerne, hvor skolen kan favne bredere og ikke kun tilgodese de der er ”gode” til den boglige skole. Vi tror på at alle elever kan profitere af en øget motivation, når skolehverdagen varieres, og fagene får liv gennem både hånden og hovedet,« udtaler afdelingsleder Frank Oxholm Jensen fra Ungdomsskolen.

»I Stark er vi optaget af en fremtid, hvor virksomhederne fortsat kan rekruttere arbejdskraft blandt de unge, der er nysgerrige, har trang til at skabe med både hænder og hoved og føler en særlig tilknytning til et håndværk. Det tror vi på at ByggeLab kan være med til at stimulere.,« fortsætter butikschef i Stark Skanderborg, Morten Lyngdal-Christensen.

Smukfest har ligeledes valgt at delagtiggøre sig i ByggeLab.

»Vi har en stor beholdning af værktøj, blandt andet hundredvis af skruemaskiner af professionel kvalitet, som normalt kun er i brug om sommeren. Festivalens værksteder låner meget gerne værktøj ud til ByggeLab og bakker op om et godt initiativ. Det er sund fornuft at lade unge mennesker få glæde af grejet. Måske er det også fremtidens festivalbyggere, der får blod på tanden igennem ByggeLab,« istemmer det tredje ben i samarbejdet, Tommy Hahn, driftskoordinator i Skanderborg Festivalklub.

»De første aftaler er i hus, og skolerne tager godt i mod tilbuddet. I en travl hverdag med mange målsætninger og gøremål kan det være svært selv at finde anledning til at tænke undervisningen mere praksisorienteret. Det afhjælper ByggeLab med plug-and-play-forløb, hvor jeg både deltager med mine kompetencer, værktøj og materialer,« afslutter Lasse Gyllström fra Ungdomsskolen, der sidder bag rattet hos ByggeLab og dermed indsatsen, der foregår på skolerne.