Keramik, smykker og julehygge: Malene Møller-Hansens julestue er en lokal tradition
Keramiker Malene Møller-Hansen byder kendte kolleger indenfor til julestue i Egens Havhuse.
Julepynten er fundet frem og hængt op både indenfor og udenfor, når keramiker Malene Møller-Hansen traditionen tro de to næste weekender byder til julestue i det tidligere fiskerhus i Egens Havhuse på hjørnet, hvor landevejen drejer af til Mols. Malene Møller-Hansen har budt en håndfuld gode kolleger indenfor, og sammen vil de seks kunsthåndværkere og designere fylde lokalerne med alt fra keramik til smykker, beklædning og tørklæder, håndvævede løbere, måtter og designerpuder.
»For mange af vores gæster er det blevet en tradition at tage en tur forbi vores julestue. Derfor gør jeg meget ud af at pynte butikken udenfor med lys og gran, og indenfor er der rigtig julehygge med gløgg og småkager,« siger Malene Møller-Hansen.
Keramikeren tager imod i butik og værksted, mens de indbudte kolleger fylder keramikloftet på første sal.
»Det er erfarne kunsthåndværkere, som rammer tidens udtryk og leverer høj kvalitet. Flere har været her før, mens andre er med for første gang og dermed byder på en fornyelse af julestuen,« siger Malene Møller-Hansen.
Kopper til alle
Malene Møller-Hansen har siden 1986 haft værksted og butik i Egens Havhuse, og mange forbipasserende på vej til eller fra Mols gør holdt for at tage udvalget af keramik i øjesyn.
»Jeg har i år lavet nye julelysestager og julevaser, men har ellers hele udvalget af fade, skåle, tekander, lågkrukker og større skulpturelle fade og æsker. Og så selvfølgelig mine kopper, som alle er unikke med hver sin dekoration, til en pris alle kan overkomme,« fortæller Malene Møller-Hansen.
Hun har travlt på værkstedet med sine arbejder til den kommende sæson i butikken, på kunsthåndværkermarkeder i ind- og udland, og til kommende udstillinger. I påsken deltager Malene Møller-Hansen således både på Syddjurskunstnernes udstilling på Fuglsøcentret samtidig med at hun på sit eget keramikloft sammen med tre kolleger åbner en udstilling, som efter en fælles rejse har Japan-inspiration som tema.
Gæster udefra
Flere af årets gæster er tidligere Djurslandskunstnere, som er flyttet fra egnen, men nu vender tilbage for at være med til julestuen. Beklædningsdesigner Lene Mølby har tidligere haft systue i Skårup og på keramikloftet i Egens Havhuse. Hun bor i dag i Aarhus, men har gennem flere år haft en sommerbutik med salg af sit tøj på Bornholm. Tekstildesigner Helene Vonsild har tidligere boet og haft værksted i Hedeskov, men bor i dag i Aarhus, hvor hun driver designbureau og butikken 1+1 Design i Grønnegade. Hun kommer til julemarkedet med sine pudekollektioner, fremstiller af Kvadratstoffer hun selv har designet. Væver og tekstildesigner Merete Erbou Laurent havde i mange år bolig og værksted ved Nimtofte, men bor nu i Nordsjælland, hvor hun designer og væver sine løbere og måtter i papirgarn.
Nye til årets julestue er smykkedesigneren Kirsten Bak, som arbejder i ædelmetaller og blandt andet medbringer ringe, øreringe og halskæder fra kollektionen Baks Jewellery. Kirsten Bak har eget værksted og butik på Trøjborg i Aarhus. Ny er også Pia Toustrup, som medbringer sine nye kollektioner af cashmere og silketørklæder. Pia Toustrup har boet fem år i Kina i områder med stor silkeproduktion. Hun forener i sine kollektioner skandinavisk designtradition med en nysgerrighed for asiatisk kultur og traditionelt håndværk.
Keramiker Malene Møller-Hansen tager imod til julestuerne, og der vil være mulighed for at hilse på de gæstende kunsthåndværkere.