Fortsæt til indhold

En fortælling fra Det Jyske Klondike

Samfund
Jørgen Gleerup,Nygårdsvænget 5, 8410 Rønde

Under 1. verdenskrig blev der flere steder i Jylland gravet brunkul. Arbejdet gik i stå i mellemkrigsårene, men da verdenssituationen blev usikker, og en ny verdenskrig i 1939 brød ud, blev interessen for den danske energireserve under de jyske hedearealer en pågående nødvendighed.

Søby Brunkulslejer syd for Herning blev centrum for produktionen af det brune brændsel, og her på heden skabtes et industrielt eventyr, som blev en afgørende energifaktor i besættelsesårene og i den første efterkrigstid.

Arbejdet med brydningen af brunkul trak en blandet flok af arbejdere fra hele landet til Midtjylland, og på heden ved Søby opstod en ny by, et anderledes samfund med egne regler for lov og orden. Der blev bygget nye huse. Primitive bygninger af brædder og blikplader skød op, og hedelandskabet udviklede sig hurtigt til en art dansk Klondike! Det var svært at holde kulden fra døren i de simple træhytter, da isvintrene i krigens første år gjorde naturen til en dybfrossen virkelighed.

Søby blev de store muligheders og de vilde umuligheders land. Mange brunkulsarbejdere kom med en blakket fortid i bagagen. Disse mennesker søgte ly for forskellige personlige brud i livet, eller for kreditorer, skattevæsen og politi.

De drømte om en frihed og om muligt begyndelsen på en helt ny tilværelse. Det var et på alle måder alternativt miljø at være og virke i.

Vindere og tabere

Mange gik det godt, og en del entreprenører lagde i brunkulslejerne fundamentet for store virksomheder. Andre formøblede ugelønningerne ved overdreven indtagelse af alkohol, i kortspil med høje indsatser og i spil på sekseren. En del blev indhentet af den fortid, de havde søgt at flygte fra, og de store formuer, som arbejdsindsatsen i brunkulslejerne havde ført med sig, blev for manges vedkommende til værdiløse bundter af pengesedler, da pengebytningen kort efter krigens afslutning vendte op og ned på begrebet fast valuta.

Det er denne jyske nybyggervirkelighed med tusindvis af arbejdere, vindere og tabere, lykkeriddere og livsnydere, småforbrydere og prostituerede, som forfatteren Knud Simonsen på fortræffelig vis, med sin både alvorlige og humoristiske pen beskriver i den dokumentariske roman Brunkul med undertitlen Børster og baroner.

Handlingen udspiller sig i Søby Brunkulslejer, men fortællingen tager sin begyndelse i Østjylland.

Det er her fra bogens hovedperson, landbrugsmedhjælperen Martin Rask Jensen, bryder op og drager mod vest for at søge nye arbejdsudfordringer på den midtjyske hede.

Der venter lange og hårde arbejdsdage med hakke og skovl, men Martin klarer sig godt i brunkullene. Han er foretagsom og ikke sen til at se og søge mulighederne i ”det nye land”. Dette medfører, at han ret hurtigt bliver en lederskikkelse og iværksætter. Han får skabt sin egen entreprenørvirksomhed, og dette produktionsfirma udvikles med både arbejdskraft og mekanisering i takt med krigsårenes stigende efterspørgsel på brændsel.

Martin er romanens omdrejningspunkt, og omkring ham skildres livet i Søby med både varme og ironi. Her er der kærlighed og mangel på samme, nære venskaber og barsk og kontant afregning, hvis man ikke følger spillets regler. De offentlige myndigheder søger man at holde på afstand. I nybyggerbyen på heden klarer man sig selv.

Indkøbene af dagligvarer foretages i ”Finn´s Kolonial”, og dagen sluttes ofte med en håndfuld pilsnere i beværtningen ”Øltønden”.

Godt underholdt

Knud Simonsen har en ganske særegen og fangende fortælleevne. Man bliver som læser godt underholdt og får tillige en stærk historisk indsigt i det Danmarksbillede, som tegnede sig i- og omkring besættelsesårene.

Sammen med forfatterens romaner ”Tørvekongen”, ”Vestkyst Bunker” og ”Guldsmugleren fra Gilleleje” giver fortællingen om livet i brunkulslejerne i Søby et nærgående og spændende indblik i livsvilkårene for høj og lav i det danske samfund i midten af det tyvende århundrede. Et lille land i skred mod moderne tider.

Romanen Brunkul udkom første gang i 2012 og er solgt i flere oplag.

Der er god grund til at takke både forlag og forfatter for denne genudgivelse.