Fortsæt til indhold

Kraftigt snefald allerede: Men mere er på vej

Op mod 30 centimeter sne kan falde i dele af Jylland.

Samfund
ddp

Det er hvidt så langt øjet rækker i øjeblikket, og sådan vil det være i noget tid i det østjyske.

I hvert fald hvis man skal tro DMIs dygtige meteorologer.

De havde på forhånd varslet op mod 20 centimeter sne i den nordlige halvdel af Danmark, men mere kan være på vej, er den seneste melding derfra.

Og det er i særdeleshed midten af Jylland, der kan se frem til de største snemængder.

»Som det ser ud lige nu, er det især i et område fra indsejlingen til Limfjorden og mod sydøst til Århus, hvor man kan forvente de største snemængder, stedvis op mellem 20 og 30 cm sne,« skriver DMI i sit varsel, der foreløbigt løber frem til kl. 15 søndag, og er en kategori 2-varsel, som betyder ’Farligt vejr’.

Ifølge DMIs prognoser vil temperaturen stige fra 14/15-tiden og snige sig op over de 0 grader. Det er også billedet på den lange bane. For indeværende ser det ud til, at temperaturen de kommende mange dage vil holde sig over 0 grader, og således kan sneen forventes at blive afløst af regn.