Fortsæt til indhold

Tragisk afslutning på pilotdrømmen for 25-årig ung kvinde

25-årige Lykke Frihauge var i gang med sin drømmeuddannelse som pilot hos GreyBird i Aarhus Airport. Torsdag eftermiddag i sidste uge mistede hun livet på Århusvej ved Tirstrup, da hun på cykel blev påkørt af en 74-årig spritbilist.

Samfund

- Hvad der er vigtigt for mig?

»Mit ønske om at få den mest professionelle, strukturerede og velplanlagte pilotuddannelse fandt jeg hos GreyBird.

Allerede som 5-årig havde jeg en drøm om at blive pilot. Drømmen om et job i udlandet, den fantastiske følelse af at flyve over skyerne og det store ansvar, det medfører, har altid fascineret mig.

Valget af flyveskole, og hvad der udbydes hos de enkelte skoler, føltes som en jungle, og det var svært at navigere i. Disse tanker forsvandt efter mit første møde med GreyBird, da jeg her blev modtaget med et professionelt setup og en uddannelsesplan på et højt fagligt niveau.

Hos GreyBird er skolens faciliteter topmoderne, hvilket giver rum til indlæring og er medvirkende til, at de mange elever på skolen har et godt studiemiljø på tværs af holdene.

At skolen har nyere fly og en ny Airbus-simulator, var et ekstra plus.

GreyBird står klar til at hjælpe deres elever 24/7, og inden studiestart hjalp de mig med at finde en bolig og anbefaling til et arbejde.”

Sådan kan man læse på GreyBirds hjemmeside. GreyBird uddanner nye piloter fra sin destination på Aarhus Airport.

Kvinden, der skriver så smukt om sin drømmeuddannelse, er 25-årige Lykke Frihauge, oplyser flere nordjyske medier.

Den unge kvinde stammede fra Sæby.

Det var hende som torsdag i sidste uge på tragisk vis afgik ved døden efter at være blevet påkørt af en spritbilist på Århusvej ved Tirstrup.

I første omgang oplyste Østjyllands Politi, som refereret i Lokalavisen, at den unge kvinde var indlagt med alvorlige kvæstelser på Aarhus Universitetshospital, men hun afgik ved døden dagen efter.

Tanlentfuld håndboldspiller

I håndboldkredse, især i Nordjylland, var Lykke Frihauge et kendt navn.

Som 10-årig blev pigen fra Sæby i Nordjylland bidt af håndbold efter i mange år at have gået til gymnastik.

Hun spillede frem til sit 16. år i FFI (Frederikshavn Forenede Idrætsklubber).

Herefter tog hun på efterskole i Holstebro - på idrætsefterskolen Lægården.

Her spillede Lykke Frihauge både håndbold på efterskolen og i Team Tvis Holstebro på førsteholdet i U-16.

Holstebro fortsatte med at være hendes hjemsted efter efterskoleopholdet var slut.

Lykke Frihauge spillede på Team Tvis Holstebros bedste hold i U-18 plus klubbens talentakademi sideløbende med collegeophold og stx-studie.

Hjemstavnen trak imidlertid, så gymnasieuddannelsen fortsatte i Frederikshavn og håndboldspillet hos Team Vendsyssel på klubbens hold i 1. division.

Håndboldkarrieren blev sat på stand-by, da drømmen om at blive pilot skulle forfølges i Stabrand.

Den sluttede for den unge kvinde på tragisk vis i torsdags, da den skulle til at kulminere.

Varetægtsfængslet

Politiet anholdt en 74-årige mand.

Vidner havde forinden set bilen køre meget slingrende, og da bilisten blæste i alkometeret, viste målingen af hans promille et stykke over det tilladte.

»Jeg ved godt, at det her er stjernealvorligt,« sagde manden i retten, skriver Horsens Folkeblad.

Den 74-årige erkendte sig skyldig. Han blev varetægtsfængslet i tre uger.