Overskud fra bankospil går til børn og unge
Tre lokale foreninger modtager hver 11.040 kroner fra bankoarrangøren Socialdemokratiet Syddjurs.
Værsgo! Tre foreninger modtog fredag hver en check på 11.040 kroner. Det er Socialdemokratiet i Syddjurs, der er den glade giver, og modtagerne er Støtteforeningen for Strandbakkehuset og Hospice i Rønde, Søspejderne i Knebelbro og spejderne i Ebeltoft.
Pengene, godt 33.000 kroner, samlede socialdemokraterne i Syddjurs ind ved bankospil 28. november i Ebeltoft Idrætscenter. Hele 369 mennesker mødte op, byrådsmedlem Jan Fischer sørgede for opråb og god ro og orden, og hele overskuddet er altså nu fordelt til de tre foreninger.
»Fælles for dem er, at de drives af frivillige, som gør noget for børn og unge, og det er kriteriet for at kunne modtage donationen. De frivillige og foreningerne er jo krumtappen i vores samfund,« siger Peter Ravn, bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet Syddjurs, som sammen med direktør for idrætscentret, Thomas Hanberg Hansen, stod for den officielle del af overrækkelsen.
På Strandbakkehuset er de glade for bidraget, som skal bruges til at bringe glæde og gavn til indlagte familier med alvorligt syge børn og unge.
»Støtteforeningen for Strandbakkehuset giver støtte til adskillige tiltag, der altid kommer børnene, patienter og deres pårørende til gode. Bidraget vil blive brugt til lindrende og næstekærlige aktiviteter, og vi sørger altid for at pengene går til den meningsfulde hjælp, der kan sprede glæde og omsorg til børn og voksne, både indlagte og pårørende,« siger kasserer Allan Vestrup.
Han fik i dagens anledning lov til at holde søspejdernes check, da de ikke havde mulighed for at møde op til overrækkelsen. Rygtet siger, de skulle holde julefrokost, og det skal være dem vel undt.
De udtaler:
»Den gode opbakning fra lokalområdet til vores arbejde gør, at vi fortsat har mulighed for at give spejderne udfordringer, og samtidigt sikre os, at det sker under forhold med højest mulige sikkerhed, og vi vil gerne takke socialdemokratiet for at donere en del af overskuddet fra deres julebanko til dette formål.«
Molsspejderne 1. Mols Sø arbejder for at give unge mulighed for en fritidsaktivitet, hvor de med udgangspunkt i havnen på Knebelbro, lærer grundlæggende søspejderfærdigheder, og gennem en progression gennem de tre grene (mini-junior-trop) ender med at kunne gennemføre længerevarende sejladser i patruljer af seks børn i alderen 12-16 år.
Spejderne i Ebeltoft kunne modsat søspejderne godt komme, og her var det juniorleder Mette Andersen, der kunne tage imod den symbolske check. Pengene er dog meget konkrete, og hos spejderne ved de præcist, hvad de skal bruges til.
»De går til lidt nyt udstyr, men også til, at vi kan tage børn og unge med på sommerlejr. Med det her tilskud bliver det mere overskueligt for familier, der måske ikke har så meget økonomisk råderum, at sende sine børn afsted, og det er vigtigt for os, at alle, der har lyst, kan komme med.«
Sommerlejren i år kommer til at foregå i Tyskland.
Til banko-aftenen var det i øvrigt muligt at købe tarteletter. Overskuddet herfra, 5000 kroner, gik til Unge- og Kreateam EBIC, som arbejder med udfordrede unge og mennesker, der føler sig alene i hverdagen. Det var også dem, der hjalp med serveringen og oprydningen efter spisning.