Nu er østjysk boligområde kommet på kedelig liste
Beboerne i Skovgårdsparken har været uden en boligsocial indsats i et års tid. Nu er man endt på parallelsamfundslisten.
Skovgårdsparken, der for nylig igen endte på regeringens liste over såkaldte parallelsamfund, har været uden en boligsocial indsats i et år.
Det fortæller områdets to boligforeninger.
Vurderingen fra en ekspert lyder, at et sådan stop for boligsociale indsatser vil have konsekvenser:
»Der var jo rent faktisk nogle borgere her, der havde brug for en boligsocial indsats for overhovedet at blive fundet frem til og for at blive hjulpet videre og til for eksempel andre kommunale indsatser. Det kan man ikke blot lukke ned for, uden at det har konsekvenser,« siger Gunvor Christensen, der siden september har været analysechef ved Fællesorganisationens Boligforening på Vestsjælland og tidligere var projektchef hos Vive, hvor hun i gennem mange år har beskæftiget sig med at måle på effekterne af boligsociale helhedsplaner.
Om en boligsocial indsats havde bevirket, at Skovgårdsparken ikke var endt på parallelsamfundslisten igen i år, kan hun dog ikke entydigt sige:
»Det er vanskeligt at konkludere, fordi der er mange parametre, der spiller ind. Vi kan generelt se, at der har været skåret på midlerne til helhedsplaner i de områder, der ikke har været på parallelsamfundslisten i mange år og dermed ikke er blevet såkaldte omdannelsesområder. Men det betyder jo ikke, at problemerne er forsvundet i de områder,« siger Gunvor Christensen.
Hun forklarer, at fordelen ved en boligsocial indsats er, at der er medarbejdere, som kender området godt og som er opsøgende i forhold til at opspore beboere, der har behov for hjælp.
Revurderer indsatsen
Morten Homann, der er direktør i AAB, som administrerer 191 lejemål i Skovgårdsparken, forklarer, at man i øjeblikket er ved at gentænke den boligsociale indsats:
»Vi har haft nogle opsigelser, der har bevirket, at vi har revurderet indsatsen. Men vi er i gang med at se på, hvordan indsatsen skal genstartes,« siger Morten Homann.
For direktøren har det ikke den store betydning, at området nu igen er på parallelsamfundslisten.
»Vi har fokus på det lange, seje træk, og det betyder ikke så meget, om vi lige ryger på eller af listen fra år til år. Jeg er sikker på, at vi er af listen igen næste år. For vi er på vej i den rigtige retning på de fleste parametre,« siger Morten Homann.
Han understreger, at Skovgårdsparken er på vej i den rigtige retning på alle parametre, på nær det, der gælder uddannelsesniveau.
»At være på listen i år bekymrer os ikke og får os ikke til at ryste på hånden. Vi kommer til at fortsætte de mange gode ting, vi har gang i. Det er først og fremmest at have fokus på hvem, der flytter til området, hvor vi fortsat stiller krav om, at man skal være i arbejde. Og derefter ser vi på, hvordan vi kan hjælpe dem, der så bor i området.«
Har den boligsociale indsats været savnet i området?
»Det vil helt sikkert også kunne mærkes, at den kommer i gang igen. Men der er ingen hurtige løsninger, som fra den ene dag til den anden kommer til at ændre området markant.«
Styrer ikke efter listerne
AAB og Brabrand Boligforening har samarbejdet om den boligsociale indsats, der dog var forankret og finansieret af AAB.
Kristian Würtz, der er direktør for Brabrand Boligforening, ærgrer sig ikke over, at den boligsociale Indsats har været sat på pause og at man nu er på parallelsamfundslisten igen:
»Nej, det gør jeg ikke, for man kan ikke styre efter listerne. Nogle af kriterierne ændres fra år til år. I forhold til antal dømte, der er Skovgårdsparken for eksempel faldet, men alligevel opfylder man ikke kriteriet. Det, man skal gøre, er i samarbejde med andre aktører i området at fremme den positive udvikling henover årene. Og der er jeg meget fortrøstningsfuld, hvad angår Skovgårdsparken,« siger Kristian Würtz.
Har man gjort alt, hvad man kunne, når området har måttet undvære denne indsats?
»Man kunne godt have startet en boligsocial indsats tidligere, men man må heller ikke tro, at det alene løser problemerne. Rigtig mange ting spiller ind. At vi har haft en dedikeret jobindsats i området, har for eksempel været rigtig godt.«
Kristian Würtz understreger, at man har en fælles intention med AAB og Aarhus Kommune om at starte en boligsocial indsats op igen.
»Der vil være beboere, der kunne have gavn af en uddannelses-indsats, selvom der var været en positiv udvikling i området. Vi har i løbet af året haft tanker om at starte en indsats op, og nu er der en ekstra god grund til at gøre det.«
Lars Meldgaard, der er beboer i Skovgårdsparken og formand for afdelingsbestyrelsen under AAB, undrer sig over, at området nu igen er på listen over parallelsamfund:
»Det kommer da bag på os, for vi går jo ikke rundt og er bange eller utrygge ved at bo her. Vi synes tværtimod, at det er dejligt sted at bo,« siger Lars Meldgaard.
Han er bekendt med, at den boligsociale indsats stoppede sidste år.
»Nu går vi blot og afventer, at de to boligforeninger taler sammen om, hvad der nu skal ske,« siger han.
Boligforeningerne forventer, at en boligsocial indsats i området bliver til virkelig i løbet af 2024.