Boligsalget lander på godt 78.000 handler i 2023
Boligsalget startede året langsomt, men slutter langt over sidste år.
2023 blev et år, hvor boligmarkedet viste sig overraskende stærkt efter den kraftige nedtur i efteråret 2022. Det skriver ejendomsmæglerkæden Home i en pressemeddelelse.
I november måned i år lå antallet af bolighandler 48 procent over samme måned sidste år, viser nye tal for hele markedet fra Boligsiden.
Boligsalget har i løbet af den første del af december allerede passeret 2022, konkluderer Home.
»Hvis vi fremskriver salget med knap 6000 bolighandler i december, så lander vi samlet set i 2023 på godt 78.000. Det er seks procent flere solgte boliger end i 2022,« siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.
Det svarer omtrent til boligsalget i 2015, viser den historiske oversigt fra Boligsiden.
Ejendomsmæglerkæden Home genkender de positive takter. Her krydsede salgskurverne hinanden i juni. Siden har boligsalget i kæden ligget højere end i 2022.
I løbet af årets første 11 måneder har mæglerne i Home solgt lige så mange lejligheder, rækkehuse og sommerhuse som hele sidste år. For villaerne skete det formentligt i løbet af sidste uge, forudså Home med udgangspunkt i salgstallene.
»Samlet set har vores mæglere på 11 måneder slået salgstallene fra sidste år,« siger Michael Dalsager fra Home.
December fylder altså bare ekstra i gavesækken til boligejerne med hjemmet til salg.
»Vi er glade og stolte af, at flere boligejere har valgt at sælge deres bolig gennem Home end i 2022 – og især hen over sommeren og her sidst på året har vi haft ekstra travlt hos os,« siger konstitueret direktør Jens Peter Jensen i Home.
Januar kan byde på en stille start, fordi en del handler, især af lejligheder, er fremskyndet inden nytår, hvor den nye boligskat træder i kraft.
Den seneste tids faldende renter kan være med til at stimulere til boligkøb i det nye år, hvor forventningen til både handler og priser er positive, lyder vurderingen fra Home.