Københavns Universitet vil gøre alt for at studerende kan færdiggøre uddannelse på Djursland
Det er endnu uvist for studerende og medarbejdere, hvad der skal ske på Skovskolen ved Auning.
På Københavns Universitet fastslår institutleder Vivian Kvist Johannsen, at der endnu ikke er en afgørelse om fremtiden for Sling-uddannelsen på Skovskolen Djursland.
Flere steder har udmeldingen ellers været, at beslutningen om at sætte uddannelsen på pause var truffet. Det er den ikke endnu, understreger Vivian Kvist Johannsen.
Siden nyheden om planerne for Skovskolen kom frem for 14 dage siden, er der således kommet masser af ytringer og inputs til Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som nu tages med i beslutningsprocessen. Derfor håber institutlederen, at der snarligt findes en afklaring.
Målet er Djursland
Det ændrer imidlertid ikke ved, at de studerende på Skovskolen Djursland lige nu befinder sig i et vaakum i forhold til færdiggørelsen af deres uddannelse.
Sikkert er det, at de studerende har lovmæssig ret til at færdiggøre studierne, men det springende punkt lige nu er, om de får lov at gøre det på Djursland.
»Vi havde dialogmøde med de studerende i fredags (fredag 15. december, red.), og der sagde vi, at det er vores helt klare stærke ambition at gøre alt for, at de kan gøre uddannelsen færdig i Auning. Jeg kan ikke give nogle garantier, men jeg kan sige, at jeg vil arbejde for det, alt det jeg kan,« siger Vivian Kvist Johannsen.
Anerkender bekymring
Hun anerkender såedes også, at det er kommet bag på ledelsen, hvor stor bekymring det har skabt for både studerende og undervisere på Skovskolen Djursland, siden det først blev meldt ud, at byggeriet af det nye kollegie blev standset, og at der i kølvandet på denne beslutning blev indstillet at sætte elevoptaget på Sling på pause.
Som man kan læse på side 2, er det også kommet bag på både erhvervsliv og politikere, at Skovskolen står i den aktuelle situation, og kalder beslutningen forhastet.
Det ord bruger Vivian Kvist Johannsen ikke selv, men hun vedgår, at processen kunne have været håndteret anderledes.
»Vi skal på Skovskolen skabe de bedste kår for vores uddannelser, der giver kompetencer til at bidrage til et bæredygtigt samfund. Vi skal afklare et bæredygtigt uddannelsesudbud i Auning, herunder inddrage alle parter. Jeg ved at udmeldingen har skabt bekymring, og nok også større end forudset,« siger Vivian Kvist Johannsen.
Det er endnu uvist, hvornår der falder en endelig afgørelse for Sling-uddannelsen på Skovskolen Djursland.