Friluftsbad lever ikke op til kravene: Jagten på fire millioner kroner er i gang
Den tid, det tager at filtrere alt vandet i poolen hos Voldby Friluftsbad, skal gå hurtigere end i dag. Derfor skal der installeres et helt nyt system og det koster.
3.883.949,49 kroner – eller mere mundret næsten fire millioner kroner. Det er, hvad Voldby Beboerforening skal finde for at kunne fremtidssikre Voldby Friluftsbad.
Beboerforeningen er dog allerede halvvejs takket være 350.000 kroner fra LAG-midlerne og 1,7 millioner kroner fra ’Grøn pulje’.
Pengene i ’Grøn puje’ kommer fra det firma, som opførte det store solcelleanlæg lige ved Voldby. Det er nemlig et krav, at firmaer, som opfører anlæg til vedvarende energi, indbetaler til en ’Grøn pulje’.
Et helt nyt system
Ordet ’fremtidssikring’ er meget dækkende for det store projekt, Voldby Friluftsbad står overfor. For uden de her ændringer er badet ikke i stand til at leve op til de gældende krav. Badet har fået en dispensation fra at leve op til kravene, men den udløber i sommeren 2024.
Det er omsætningstiden, som Voldby Friluftsbad ikke kan leve op til. Det vil sige den tid, det tager at filtrere alt vandet i poolen. Det skal gå hurtigere end i dag. Derfor skal der installeres nye tekniske forhold, hvilket vil sige ændringer af hele systemet: Både rørsystemet, kemisystemet og filtersystemet. Kravet er, at der skal være såkaldte overløbsrender på mindst to tredjedele af bassinet, så det kommer på de to langsider af Voldby Friluftsbad.
»Hen ad vejen har vi gjort, hvad vi har kunnet og forsøgt med større pumper og større rør, men nu er det bare ikke nok længere. Nu kan vi ikke gøre mere. Vi er nødt til at starte forfra med et helt nyt system,« forklarer Käte Guldholt, som har hjulpet badet med fondssøgninger og desuden er Voldbys repræsentant i Landsbyrådet.
Ud over en udskiftning af hele systemet ønsker Voldby Beboerforening også at etablere solceller på taget af kiosk- og omklædningsbygningen og at forskønne udeområdet med ny belægning, nye solvogne og beplantnings-kasser.
En del af byens identitet
Selvom I nu er nået halvvejs, så er der stadig lang vej op til målet. Er det realistisk at nå i mål?
»Ja, det er det. Vi klør på og søger flere fonde, for vi SKAL i mål med det her. Det betyder også alverden, at vi nu har de første to millioner, for det øger vores chance for at få flere midler. Fondene har langt større lyst til at støtte et projekt, som allerede er halvvejs med finansieringen. Så vi er ikke kun meget glade for selve pengesummen, vi har fået, men også glade, fordi det er altafgørende i at hjælpe os videre,« siger Käte Guldholt, som indrømmer, at folkene bag Voldby Badet, som det bare hedder i daglig tale, var noget overraskede over, at projektet endte med at koste så mange penge.
»Det var da noget mere, end vi regnede med. Men priserne er bare steget vildt meget. Til eksempel fik vi ny dug indvendigt i bassinet for 10-12 år siden. Dengang gav vi 250.000 kroner – i dag koster det 500.000 kroner,« siger Käte Guldholt.
Badet har ikke selv nogen stor kassebeholdning at tage af. Slet ikke efter sidste års høje el-priser.
»De slugte næsten alt, vi havde. Så vi kan selv lægge sølle 30.000 kroner i kassen til projektet,« siger formanden for Voldby Badet, Michael Møller.
Voldby Badet løber rundt via udlejningsindtjening, billetindtægt, lokale sponsorer og et driftstilskud fra kommunen.
Hvorfor er det så vigtigt at bevare friluftsbadet?
»Det her sted betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker både i Voldby og jo også Hammel og hele oplandet. I Voldby danner badet rammen om mange sociale arrangementer, hvor byens borgere mødes på kryds og tværs. Og så er Voldby Friluftsbad jo bare en del af byens identitet,« siger Käte Guldholt.