Fortsæt til indhold

Storm i Syddjurs: »Vi klarer den, hvis det ikke stiger mere end 1.30 meter«

Stormen Pia rammer Danmark, og med det følger væltede træer og forhøjet vandstand. Læs her, hvor vandet forventes at stige i Syddjurs, og hvad du skal gøre, hvis din bolig er udsat, eller du støder på væltede træer

Samfund

Stormen Pia rammer landet i løbet af torsdag. Her kan du læse, hvad du kan forvente, og hvad du kan gøre, hvis du for eksempel observerer væltede træer eller er udsat for vandstigninger.

De steder i landet, hvor stormen rammer hårdest, kan de kraftigste vindstød nå op på omkring 40 meter i sekundet, hvilket er et stykke over orkanniveau.

I følge DMI ventes vandstanden at toppe mellem 130 og 160 centimeter over dagligt vande.

Dette gælder primært Limfjorden, Djursland samt det sydlige Kattegat, Storebælt og Smålandsfarvandet.

Teknik- og miljøchef i Syddjurs Kommune forklarer:

»Stormen kommer torsdag og forventes at aftage natten til fredag, men vandstigningerne kan vi først begynde at se i løbet af fredag.«

Hun forklarer, at kommunen følger udviklingen nøje i forhold til både storm og vandstigninger. De har dog ikke iværksat et egentligt beredskab, men holder et vågent øje med væltede træer eller andet, der går ud over infrastrukturen.

Støder du på den slags, så kan du ved akutte hændelser udenfor kommunens normale arbejdstid kontakte Falck på 70 10 20 30. Inden for normal arbejdstid, kontakt da kommunen på 87 53 50 00 (Der er åbent torsdag 21. december indtil kl. 17.00 og fredag 22. december fra kl. 08.30-12.00.)

Bemærk, at telefonerne derefter er lukkede mellem jul og nytår og åbner igen den 2. januar 2024.

»Skal du ud at køre, så hold øje med skiltningen. Der kan være omkørsler og nedsat fart ved oversvømmelser. Sæt altid farten ned, når du kører igennem vand. Vær opmærksom på, at vi måske ikke har opdaget alle steder med oversvømmelse og advarselsskilte. Vær særligt opmærksom på vand på vejen i udsatte områder,« lyder opfordringen fra kommunen, som også fortæller:

»Der er risiko for oversvømmelser for lavtliggende områder langs kysten. Det gælder lavtliggende ejendomme tæt ved kysten og vandløb med udløb til havet. Især kystnære arealer ved Havhuse, Egens, Vrinners, Knebel/Knebel Bro, Skødshoved Strand, Kongsgårde, Femmøller og Lyngsbæk Strand, Ebeltoft Havn og dele af Gåsehage sommerhusområdet.«

Krydser fingre

Med hensyn til vandstigningerne, så er det lodsejernes eget ansvar at sikre bygninger, fortæller Sanne Atterman.

Hvis din ejendom er i i fare for oversvømmelse, så kan der hentes sandsække Materielgården i Ebeltoft og Følle.

Den mulighed har Rasmus Jordt, indehaver af Aoife Coffee ved den gamle fiskerihavn i Ebeltoft, tænkt sig at gøre brug af. Hans bygning ligger få meter fra kajkanten.

»Vi klarer den, hvis det ikke stiger mere end 1.30. Men alt derover vil være rigtig skidt. Vi lukker døren af ud mod vandet og sikrer den her side af huset med presenninger og sandsække, men man kan komme ind fra den anden side af bygningen, så vi holder stadig åben. Imens må vi bare krydse fingre for, at det ikke bliver alt for slemt.«

Sandsække kan hentes på:

Materielgården, Falcksvej 4, 8400 Ebeltoft (Døgnåben fra torsdag d. 21.12 til lørdag d. 23.12.)

Materielgården, Lerbakken 33, Følle, 8410 Rønde (Døgnåben fra torsdag d. 21.12 til lørdag d. 23.12.)

Kommunen oplyser i øvrigt, at hvis uheldet er ude, og du har brug for pumper på privat ejendom, skal du kontakte dit forsikringsselskab.