Forsikring dækker kun hvert 20. år
Kun fire steder i landet var der stormflod før jul - og Djursland er ikke på listen.
Man skal altid huske at læse det, der står med småt i forsikringspapirerne. Det må ejerne af huse med vand i kælderen og andre steder, ødelagte kolonihavehuse og virksomheder i havneområdet i Grenaa sande.
Vandet var halvanden meter over daglig vande fredag før jul i Grenaa - og det kunne ses.
Men Naturskaderådet, som afgør om der er tale om stormflod eller ej, har ikke Grenaa med på listen over områder, hvor forsikringen dækker.
Kun fire steder har rådet afgjort, at, at der var stormflod på følgende steder efter højvandssituationen 21.- 23. december.
• Lokalt i den sydlige del af Nissum Fjord (Felsted Kog) syd for en linje mellem Fjandø og Damhus Å Havn
• Aarhusbugten: Strækningen fra Studstrupværket til og med Dyngby Strand
• Hele Odense Fjord og området nord herfor i Kattegat - afgrænset af en linje mellem Flyvesandet og Fyns Hoved
• Kysten nord og øst om Sjælland fra Asnæs Fyr til Prøvestenens nordøstlige hjørne (København); inklusive Kalundborg Fjord, Sejerøbugten, Sjællands nordkyst og Øresundskysten, Roskilde Fjord og Isefjord.
Naturskaderådets afgørelse betyder, at skaderamte i de udpegede områder har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af de oversvømmelser, som stormfloden har medført.
Afgørelsen træffes efter udtalelser fra DMI og Kystdirektoratet. For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år. Og det må man sige ikke er tilfældet i Grenaa.
Der kan også være områder, som er ramt af ekstremt høj vandstand i vandløb eller søer. Her kan det være, at Naturskadepuljen også dækker som følge af ”oversvømmelsesordningen”. For at der er tale om en oversvømmelse, skal der ligeledes være tale om en statistisk 20-årshændelse.