Fortsæt til indhold

Gartnergården Djurs sprænger rammer med kommunens første drive-in-bageri

Mattias og Pil La Cour Jonasson har forvandlet gård til et iværksættereventyr. Læs om deres drømme, renoveringer, og visioner for den bæredygtige gårdoplevelse.

Samfund

Det er små tre år siden, at Mattias og Pil La Cour Jonasson, 40 og 41 år, begyndte at drømme stort om at overtage ejendommen på Randersvej 5, Korslund.

Gården med et jordtilliggende på 13,9 hektar beliggende i et trafikalt knudepunkt direkte ved afkørsel fra Motortrafikvejen mellem Århus og Tåstrup samt rundkørsel ved Korslund (Randers-Ebeltoftvejen) var ideel for parret, der i 2012 blev forældre til Gartnergården på Skovlundvej 15 mellem Skødstrup og Skæring.

Det hele trænger, men vi renoverer og bygger om i respekt for gårdens sjæl
Mattias La Cour Jonasson

Ikke at de gik med planer om at sige farvel til Skødstrup, hvor de på 11. år havde slået mere end rod og skabt et valfartssted for blandt andet aarhusianske børnefamilier med hang til at komme ud i landlige omgivelser og ikke bare synge om Jens Hansens bondegård, når ungerne skulle puttes.

Mattias og Pil La Cour Jonasson er, med Gartnergaarden Djurs, godt på vej til at forvandle gården på Randersvej 5, Korslund, til en bæredygtig succes, hvor de har åbnet Syddjurs' første drive-in bageri.. Foto: Lars Norman Thomsen

»Vi så nogle oplagte muligheder i Korslund med gårdens beliggenhed og omgivende arealer for at videreudvikle vores koncept og erfaringer fra Gartnergården Aarhus,« siger Mattias La Cour Jonasson.

»Gården startede med at være for dyr for os, men da prisen først faldt et par gange, kunne vi være med. Vi har ikke en fyldt pengetank, vi bare kan trække på,« supplerer Pil La Cour Jonasson.

Underforstået, at Gartnergården ApS sætter tæring efter næring i forhold til den bundlinje, der bliver udkommet, når endnu et regnskabsår er gået.

Første drive-in

Parret kunne ved indgangen til julemåneden 2023 sætte flueben ud for første kapitel på strategiplanen for Korslund: Syddjurs’ første drive-in bageri.

Gartnergården Djurs åbnede 1. december sit nye drive-in bageri. Fra kl. 6.00 kunne man mæske sig med kvalitetskaffe, frisk morgenbrød, lækre kager og friskpresset juice, hvis man svingede forbi.

Klokken 11.00 – 19.30 var der også mulighed for at køre forbi og få sandwiches, pastasalater og varme, sprøde pizzaer. Endog kunne man tage halvfærdige pizzaer med hjem til ovnen, og der lave den afgørende finish.

Åbningen markerede også, at Gartnergården flyttede sit bageri til Korslund til moderne og store lokaler med Ole Christensen som chef.

Bageriet betjener både drive-in og Gartnergårdens butik og café i Aarhus.

»Vi har købt en ovn, der borger for kvalitet, og den første måned har været rigtig god. Jeg føler, at mange allerede har opdaget muligheden for at svinge ind til os og opleve, at de får en hurtig betjening,« siger Mattias La Cour Jonasson.

»Det er tydeligt, at der er ekstra tryk på om morgenen og i den tidlige aftenstund. Vores forretningsmæssige tanke med drive-in er, at vi håber, den kan være med til at balancere vores samlede virksomhedsøkonomi. Hidtil har omsætningen været meget sæsonpræget, men det er udgifterne jo ikke,« smiler Pil La Cour Jonasson.

Vi er enige om at åbne gårdbutik og café, men hvad vi ellers har af planer er fortsat i proces
Pil La Cour Jonasson

Håber på foråret 2024

Parret har allerede været i gang længe på Korslund. Stuehuset er blevet renoveret. Underetagen har faciliteterne til både små og større møder, mens overetagen er privat.

Her er der indrettet soverum m.m., så familien, mor, far og to børn på 11 og otte år, kan overnatte her, hvis dagene bliver for lange, og det vil være oplagt at blive i stedet for at køre hjem til huset i Kongsgårde på Helgenæs.

Mattias og Pil La Cour Jonasson har ikke ligget på den lade side. Huset i Kongsgaarde, som Pil La Cour Jonassons tipoldemor købte for 70 år siden og fra da af har været i familiens eje, har de også haft tid til at renovere og sætte i stand.

»Det er på bare 100 kvadratmeter, men meget funktionelt. Det passer lige til os og det, vi gerne vil stå for. Vi fik solgt vores hus i Eskerod, og det gjorde det muligt at flytte til Helgenæs,« siger Pil La Cour Jonasson.

Gårdbygningerne på Korslund er også i fuld gang med at få den store tur med Mattias La Cour Jonasson som byggeleder for et team bestående af en tømrer, en murer, en vvs’er og en elektriker.

Mattias har ingen håndværkeruddannelse, men tidligt i livet lærte han sig selv at tage ved lære. Det har han siden fået stor udbytte af.

Indrømmet. Godt ser det også ud, det, der bliver præsteret.

»Det hele trænger, men vi renoverer og bygger om i respekt for gårdens sjæl. Vi håber at kunne åbne en gårdbutik og en café i løbet af foråret eller sommeren 2024. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan omsætningen i vores drive-in arter sig,« understreger han.

»Vi er enige om at åbne gårdbutik og café, men hvad vi ellers har af planer er fortsat i proces. Vi sælger ikke noget, som vi ikke selv gider,« tilføjer hustruen.

Parret, der både driver gården i Korslund og den velkendte Gartnergården på Skovlundvej 15, bevarer gårdens sjæl under omfattende renoveringer. Med inspiration fra filmen "The Biggest Little Farm" stræber de efter at skabe en selvforsynende og inspirerende gårdoplevelse for besøgende.. Foto: Lars Norman Thomsen

Den største lille gård

Parret er meget inspireret af den amerikanske dokumentarfilm fra 2019, The Biggest Little Farm.

»Den beskriver så flot, det vi gerne vil, og den ideologi, som skal kendetegne vores forretning, der selvfølgelig også skal kunne løbe rundt,« siger Pil La Cour Jonasson.

Filmen handler om en familie, der drømmer om livet på landet væk fra Los Angeles. En rigtig bondegård som i børnebøgerne, med alverdens husdyr og hjemmedyrkede grøntsager. Naturfotografen John og madbloggeren Molly vil drive et landbrug i harmoni med naturen. Alle siger, at de er sindssyge, for den jord, de køber, er gold og ramt af tørke, men ....

»Vi har set den et hav af gange og er lige begejstrede hver gang. Vi kan genkende meget i den. For eksempel det arbejde, som Mattias har brugt masser af energi på med at etablere frugtplantage og grøntsagsproduktion på det omkringliggende areal her på Korslund. Målet er jo, at vi skal være selvforsynende, men hold op, hvor har det været slidsomt,« indrømmer Pil La Cour Jonasson.

»Vi har fået byggetilladelse til at opføre et 600 kvadratmeter stort drivhus. Drivhuset bliver en del af gårdbutikmiljøet,« fortæller Mattias La Cour Jonasson stolt.

Drømmen om den største lille gård lever videre. Korslund i udbygget form bliver sidste step, forsikrer parret, der nok kan tage en verbal infight, når de er uenige, men ellers primært er enige om at det at kunne grine og sige noget sjovt er kongevejen til at arbejde godt sammen for et passioneret iværksætterpar, der tillige er gift med hinanden.