Skoler tilbyder kun nødpasning: Pædagoger har egne børn med i dagtilbud
Skoler, der ikke kan gennemføre undervisning, er åbne for nødpasning.
De fleste glippede nok en ekstra gang med øjnene, da de rullede persiennerne op onsdag morgen.
Det voldsomme snevejr har betydet, at folkeskolerne i Skanderborg har opgivet at gennemføre undervisning, blandt fordi lærere ikke kunne komme frem.
Kommunens skoler er åbne for nødpasning, men blandt andre Morten Børup Skolen har onsdag formiddag bedt alle forældre, der kan, om at hente deres børn hurtigst muligt. Ved middagstid skal der angiveligt være 20 børn fra 1. og 2. årgang på skolen.
Alle dagtilbud er åbne, melder kommunen.
»Men pasningen er selvfølgelig præget af snestormen og det faktum, at mange medarbejdere ikke kan komme frem. Nogle steder har medarbejdere været nødt til at tage egne børn med på arbejde,« skriver Skanderborg Kommune på dens hjemmeside.
Samtlige skolebusser i hele kommunen er onsdag aflyst.
Det er sandsynligt, at det ikke kun er onsdag, folkeskolerne i Skanderborg Kommune må droppe undervisningen. Ifølge en prognose fra DMI vil særligt Østjylland i det kommende døgn blive ramt af sne. Der kan, lyder det, falde op til 60 centimeter sne frem til torsdag.