Wolt kommer til Skanderborg - tre store kæder er med fra start
Efter seks år i Danmark kommer Wolt nu til Skanderborg.
Hvis du ikke har set dem live, har du højst sandsynligt set billeder af dem; Wolts cykelkurerer med store, lyseblå tasker på ryggen.
Nu kommer Wolt også til Skanderborg for at tilbyde byens borgere at få leveret mad- og dagligvarer på under 30 minutter. Om kurererne cykler er dog tvivlsomt. Det er en frisk cykeltur fra McDonald’s på Ørstedsvej til Adelgade, for nu at tage et eksempel.
»Størstedelen af kurererne kommer nok til at bringe ud i bil. Det er det billede, vi har set i de fleste af de byer, der ikke er storbyer,« siger ekspansionschef hos Wolt, Peter Haugaard, til Uge-Bladet Skanderborg.
Hvis alt går efter planen, kan Wolts kurerer fra 21 februar ses i trafikken i Skanderborg og omegn. I uge tre starter virksomheden med at opsøge lokale samarbejdspartnere.
»Det arbejde, vi nu står foran, er at komme til Skanderborg og snakke med alle de lokale restauranter, butikker og butikskæder. Det er fortsat takeaway, der dominerer det her marked. Vi har i nogle år også leveret nonfood-produkter, og flere butikker bliver koblet på, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det marked er en sværere nød at knække,« siger Peter Haugaard.
Tyvstartede markedsføring
Wolt har i de store byer lavet aftaler med blandt andre Meny, Lagkagehuset og McDonald’s. At de kæder også findes i Skanderborg, har gjort det lettere for Wolt at komme til byen.
»Det er med til at sikre, at vi har nogle produkter at starte op med. Det kræver noget stordrift, hvis vi skal have systemet til at køre. Men vi er mindst lige så interesserede i at få aftaler med lokaler butikker og virksomheder. Når vi åbner 21. februar, har vi også nogle lokale restauranter og butikker med, så det bliver et miks af produkter, vi kan tilbyde,« siger Peter Haugaard.
Måske bemærkede du for nogle måneder siden, at Wolt begyndte at markedsføre sig i Skanderborg. Blandt andet blev tunnellen under banegården i en periode fyldt med lyseblå Wolt-plakater. Det var helt efter planen, og så alligevel ikke.
»Vi havde oprindeligt planlagt at starte op i Skanderborg i efteråret 2023, og det er egentlig en fejl, at markedsføringen ikke blev rykket, men nu blev den en teaser i stedet for,« siger Peter Haugaard.
Vokseværk
Finske Wolt startede i Danmark i 2017. Sidste år poppede Wolt op i 30 danske byer, og ifølge Peter Haugaard er der nu flere end 5000 Wolt-kurerer i Danmark. De leverer angiveligt ordrer fra omkring 2500 restauranter og 500 detail- og dagligvarebutikker.
»Jeg synes, Wolt lykkedes med at bringe de lokale erhvervsdrivendes varer lettere ud til kunderne. Det er rart for den enkelte forbruger, at man kan få varerne leveret, for mange har jo en travl hverdag,« siger Peter Haugaard.
Det er nok en overdrivelse at sige, at Peter Haugaard har et særligt forhold til Skanderborg. Men.
»Vi fortsætter ekspansionen i de byer, hvor der er potentiale, og vi glæder til også at få åbnet i Skanderborg.«