Snekaos og hjemmearbejde: Syddjurs Kommune holder kurs trods udfordringer
I skyggen af et vinterligt snekaos har Syddjurs Kommune stået over for betydelige udfordringer, hvor hjemmearbejde og snevejrets påvirkning har præget arbejdsdagen for mange. Trods disse udfordringer formår kommunen at opretholde nødvendige tjenester takket være en koordineret indsats og beredskabsforanstaltninger.
»Hovedparten af medarbejderne i administrationen arbejdede hjemmefra onsdag og vil også gøre det torsdag,« siger Syddjurs Kommunes pressechef Ole Bjarke Nielsen.
»Det kan være, at de, der bor i gåafstand af rådhuset i Ebeltoft, måske er gået derned, men det er så også det.«
Meldingen til pressechefen fra skoler og daginstitutioner er på samme måde, at de nærmest er affolket.
»Der var måske et par håndfulde nogle steder. Vi har pasningsordninger til de børn, der kommer. I dag torsdag er der hjemmeundervisning over Teams på skolerne for elever fra 4. klasse og op,« siger Ole Bjarke Nielsen.
Materielgården inde over
For det udkørende personale i hjemmeplejen har snevejret af indlysende årsager været en stor udfordring.
Men i samarbejde med materielgårdens folk er mange forhindringer blevet løst, fortæller Ole Bjarke Nielsen.
»Der er blevet lavet prioriteringslister for, hvor vores medarbejdere i hjemmeplejen skal ud til borgere. Det er blevet koordineret med materielgården, så de aften og nat for eksempel har kunnet køre ud med sneplovene. Mange private med en traktor har også trådt hjælpende til,« siger Ole Bjarke Nielsen.
Særligt vejene mod Ebeltoft, Mols og Helgenæs er det galt med.
»Vi tager det dag for dag. Foreløbig henholder vi os til, at Østjyllands Politi fraråder al udkørsel frem til klokken 14 torsdag. Jeg kan se, at i Rønde, hvor jeg bor, er de store veje ved at blive ryddet, men der forestår selvfølgelig et stort arbejde de kommende dage med at få ryddet de mindre veje,« siger Ole Bjarke Nielsen.
Pressechefen bemærker, at situationen allerede fra i eftermiddag og fredag kan være en anden, hvis der ikke kommer mere sne.
Ambulancer klar
Ole Bjarke Nielsen fornemmer, at det er lykkes at håndtere de problemer, som snevejret har betydet, på en måde, så det ikke er gået ud over borgerne, der har haft behov for hjælp.
»Vi havde et krisemøde onsdag, hvor beredskabet også var med. Herfra lød det, at de var klar, hvis der opstod kritiske situationer, for eksempel med ambulancer, der skulle ud at køre. Det var man parate til at klare.«