Fortsæt til indhold

16 timer på ufremkommelige veje: Hjemmesygeplejerske og husbond på traktor trodser snevejret

I Norddjurs Vest har sygeplejerske Louise Bjerre og hendes mand Danni Bjerre taget sagen i egen hånd for at sikre hjemmesygepleje til ældre borgere, der er isoleret af snekaos.

Samfund

Følg vores liveblog om uvejret HER.

Hvad gør man lige, når snevejret forhindrer den udkørende hjemmepleje og hjemmesygepleje i at køre ud i bil?

Ja, det er ganske ligetil i byerne, for her kan medarbejderne trave rundt, men ude i de mindre landsbyer i for eksempel den vestlige del af Norddjurs, hvor de små veje er noget nær ufremkommelige, er gode råd dyre.

Sygeplejerske Louise Bjerre fra Auning, ansat ved hjemmesygeplejen i Norddjurs, tog en rask beslutning sammen med sin husbond Dannie Bjerre, der arbejder ved Gammel Estrup Gartneri.

Gammel Estrup Gartneri stillede simpelthen en traktor til rådighed og gav Danni Bjerre fri til at køre hustruen rundt til de mindre landsbyer i Norddjurs Vest.

Onsdag havde parret en tur på sammenlagt 16 timer, hvor de kørte ud til de ældre borgere i områderne Vester Alling, Udby, Holbæk og Fjerupgårde.

»Det lykkedes uden større problemer at komme rundt til de borgere, som stod på vores liste. Ældre mennesker, der ikke selv kan komme ud af sengen og/eller skal have livsnødvendig medicin,« fortæller Louise Bjerre til Lokalavisen Syddjurs.

Sygeplejerske Louise Bjerre og hendes mand Dannie Bjerre fra Auning brugte Gammel Estrup Gartneris traktor som redskab til at nå ud til ældre borgere på de ufremkommelige veje i Norddjurs Vest under snekaoset. Tilsendt foto

Det gik langsomt

Af indlysende årsager tog det en rum tid at komme rundt.

»Vi kørte ikke selv fast, men undervejs mødte vi en del biler, der sad fast, og som vi kunne hjælpe med at komme fri,« fortæller Louise Bjerre.

Trods de mange timer på ufremkommelige småveje var humøret højt undervejs.

»Vi havde en god madpakke med og sad lunt og godt. Selv om det gik langsomt, fordi afstandene også var så store, fejlede humøret bestemt ingenting,« griner hun.

Efter de 16 timer i felten kørte parret hjem til Auning sent onsdag aften for at få en velfortjent en på øjet.

Klokken 07.00 torsdag morgen startede de ud igen.

»Nu må vi se, hvordan resten af dagen arter sig, og om det holder op med at sne. Hvis aftenvagten skal kunne køre ud, er det klart, at de små veje skal ryddes, ellers er det ikke muligt at komme rundt i bil,« siger Louise Bjerre.