Fortsæt til indhold

Hverdagens helte: Hjælpsomheden blomstrer frem mellem snedriverne

Østjyderne er ikke sky for at give hinanden en hånd, når situationen spidser til. Her fremhæver vi tre historier om gavmilde borgere i sneen.

Samfund

Sneen skaber problemer for mange, men heldigvis er folk klar til at hjælpe. Det viser en række opslag på de sociale medier, hvor folk tilbyder at hjælpe med alt fra mad til graviditetsrådgivning.

Din Avis Aarhus har talt med tre østjyder, der har åbnet op for at gøre andres problemfyldte dage lidt lettere.

Jordemoderen i sneen

Borgerne i Solbjerg oplevede, at det pludseligt var svært at komme ud af byen. Sneen havde fanget flere i byen, og de veje, som var farbare, var glatte og usikre.

Derfor meldte Marie Louise Knudsen sig på banen.

»Hvis der nu sidder en højgravid her i Solbjerg, som måske skulle få brug for en jordemoder i løbet af snestormen, så skriv til mig,« skrev hun på Facebook.

»En person har meldt sig, som fik mit nummer i aftes,« siger hun, da Din Avis Aarhus taler med hende.

»Det er lige så meget for at fortælle, at der er nogen i nærheden. For jeg ved, at det er vigtigt for gravide at vide. Hvis nogen går i fødsel, så skal vi nok finde ud af det.«

Formålet er især at give de kommende mødre ro i en muligvis stresset situation. Samtidig vil hun for alt i verden undgå, at folk - især gravide - bevæger sig ud på småvejene for at besøge en jordemoder.

Det er 19 år siden, at Marie Louise Knudsen blev uddannet jordmoder. Privatbillede

»Jeg kan forestille mig, at det er en bekymring, mange får i denne her situation ”Det kunne lige passe, at jeg nu går i fødsel”. At give nogen tryghed, ved at de har en at snakke med, også bare i telefonen, er grunden til at jeg skrev opslaget,« forklarer hun videre.

Siden 2005 har hun været jordemoder. Selvom hun ikke har arbejdet på fødegangen i alle 19 år, har hun stadig megen erfaring med faget.

»Det er et håndværk, hvor man mærker med sine hænder og sanser. På trods af teknologien udvikling føder kvinder, ligesom de gjorde for 300 år siden - der er ikke noget, som bliver for gammel viden, når det handler om en fødsel.«

Håndværkerne byder indenfor

Længere nord på banker de varme hjerter også.

I den lokale Netto i Hadsten stod et par kunder og var strandede. De havde langt hjem, men kunne ikke komme længere. Efter et hurtigt opslag på de sociale medier bød hjælpen til.

Den Jyske Håndværkerskole slog dørene op for de strandede.

»Det er heldigt, at vi har næsten 300 værelser, hvor der ikke er nogen, som sover lige nu,« siger Simon Mikkelsen, der er skolechef på uddannelsescenteret.

Gæsterne var taknemmelige for, at skolen lod dem overnatte og tilbød de overnattende varm mad. Privatbillede

De strandede borgere slog sig ned i restauranten på skolen. Her sad de med nogle af medarbejderne fra skolen, som også overnattede der. Senere stødte både en chauffør og medarbejdere fra Netto til.

Også de manglede varm mad og et sted at overnatte.

»Det er en vild situation at være så afskåret fra alt. Vi er rigtig glade for at kunne hjælpe. Det er noget af det fede ved at have muligheden for at hjælpe på den her måde. Vi er Danmarks største skolehjælp, der ligger midt mellem Aarhus og Randers. Normalt er der fuldt booket ved opstart, som er om halvanden uge,« fortæller skolelederen.

Der plads til næsten 600 elever.

»Jeg er skidestolt af mine medarbejdere, derfor tog jeg også flyverdragten på i morges og gik fire kilometer for at snakke med dem. De gør det bare pissegodt. Det er vildt fedt at opleve,« fortæller Simon Mikkelsen.

To af de overnattende gæster hoppede en tur i opvasken som tak for hjælpen.

Traktor, æbler og skovle

»Jeg sad faktisk selv fast,« forklarer Anders Harbeck, der var på vej hjem fra arbejdet i Risskov til Hjortshøj.

En tur, der viste sig at tage fem timer, inden han var hjemme.

Foran ham var tre biler kørt fast. Den ene var en varevogn, som holdt på tværs og blokerede for trafikken.

»Jeg bor lige ved siden af på Hjortshøjvangen, cirka 500 meter væk. Jeg løb hjem og hentede tre skovle,« fortæller han.

»Så gik vi i gang med at skovle sne væk og få bilen væk. Efter vi havde været i gang i et stykke tid, kom Niels i sin traktor. I min firmabil havde jeg nogle stropper, som vi kunne bruge til at spænde for traktoren og sætte på anhængertrækket af bilerne og trække dem fri.«

Selvom redningsaktionen tog lang tid, var det meget hurtigere med traktoren, end med de tre skovle Anders Harbeck havde med, forklarer han.

»Jeg tænkte, at det var godt, at Niels kom med sin traktor. For at grave os ud af de 500 meter med sne og is var helt vildt hårdt.«

Pludselig holdt der ni biler og ventede på hjælp. En familie var kørt i grøften og var meget bange. I en af de andre biler sad en mand med diabetes og virkede presset, fortæller Anders Harbeck. Han skyndte sig at tilbyde manden en pose æbler, som Anders havde i firmabilen.

»Jeg synes, at det er fedt og dejligt, at vi kan hjælpe hinanden i de her pressede situationer, hvor folk er bange og nervøse. At der er nogen, der vil bruge sin tid på det, i stedet for at sidde der hjemme i den varme stue er fantastisk,« mener den skovlende Hjortshøj-borger.

Arbejdet i Risskov måtte undvære Anders Harbeck i fysisk fremmøde dagen efter, han valgte at tage en dag på kontoret hjemmefra.