Er Anne fra Gl. Rye Danmarks sejeste idrætslærer?
Anne Møller fra Gl. Rye er blandt finalisterne til prisen som Danmarks Sejeste Idrætslærer 2023
Skole OL og Dansk Skoleidræt er gået sammen om en særlig pris, som hylder idrætsfaget og idrætslærernes indsats. Prisen skal skabe større anerkendelse af idrætsfaget og understrege, hvor vigtigt idræt er for børn og unges både fysiske, psykiske og sociale udvikling.
Og måske er det Anne Møller fra Gl. Rye, som til daglig er lærer på Th. Langs Skole i Silkeborg, der i år løber med titlen som Danmarks Sejeste Idrætslærer og samtidig sikrer »sin« skole 25.000 kroner til idrætsudstyr.
Jeg forsøger bare at gøre idrætten større end bare at være et idrætsfagAnne Møller, nomineret idrætslærer
I hvert fald er hun blandt de fem nominerede til prisen, og det er hun, fordi hun er en ildsjæl, der brænder for bevægelse og for at idrætsfaget bliver en fællesskabsskabende aktivitet. Hun bevæger sig gerne ud i områder, hvor hun også sætter sig selv på spil, hvilket inspirerer eleverne til selv at turde begive sig ud på tynd is. Samtidig er Anne initiativrig og en forgangsperson for både børn og voksne på skolen. Det fremgår af den pressemeddelelse, som Dansk Idrætsforbund har sendt ud på vegne af Skole OL og Dansk Skoleidræt.
I alt er 200 idrætslærere og idrætslærer-team indstillet til prisen, og blandt dem er der udvalgt fem finalister. Ud over Anne Møller er det Bjørn Goldberg fra Jens Jessen-Skolen i Sydslesvig, Tina Knudsen fra Frejlev Skole i Aalborg, Lasse Hollen Nielsen og Freja Dujoux Dahl fra Klostermarksskolen i Roskilde samt Kenneth Erichsen og Lene Stengaard fra Skovvejens Skole i Ballerup.
»Det føles helt vildt og uventet at være nomineret. Jeg bliver virkelig stolt og glad. Jeg forsøger blot at gøre idrætten større end bare at være et idrætsfag. Jeg underviser både de store og små klasser, og går til dem på hver deres måde. Det er på nogle punkter lidt svære at få de store til at stå frem, men jeg forsøger at kombinere krop, bevægelse, identitet og trivsel, så fællesskabet og bevægelsesglæden bliver styrket i klasserne,« fortæller Anne Møller.
Hvem der ender med prisen er hele Danmark med til at afgøre. Frem til 14. januar kan du stemme på din favorit på Dansk Idrætsforbunds hjemmeside - dif.dk/olympisk/skole-ol/danmarks-sejeste-afstemning.