Fortsæt til indhold

Forstander Lars Østergaard ikke længere en del af ligningen

Fusionen af Viden Djurs og VUC Djursland betyder, at sidstnævntes mangeårige forstander, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs Lars Østergaard, er stoppet med udgangen af december.

Samfund

Det har længe været kendt, at der var en fusion undervejs mellem Viden Djurs og VUC Djursland.

Gunnar Sørensen, bestyrelsesformand for Viden Djurs, entusiastisk ved annonceringen af fusionen, der styrker uddannelsesmulighederne i Djursland-området. Arkivfoto

Sidstnævnte har siden 2007 fungeret som en selvejende institution under staten. Ved fusionen med bygninger i Grenaa og Hornslet.

»Jeg fik fik en henvendelse fra VUC Djursland for et år siden, og siden da har vi med hjælp fra STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, red.) fået en aftale på plads,« fortæller Gunnar Sørensen, bestyrelsesformand for Viden Djurs.

STUK er en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet, hvis formål er at fremme kvalitetsudvikling på børne- og undervisningsområdet, varetage tilsyn med uddannelserne og understøtte en effektiv institutionsdrift.

Gunnar Sørensen, tidligere mangeårig byrådsmedlem for Venstre i Syddjurs og udvalgsformand for arbejdsmarkeds- og erhvervsområdet, er meget tilfreds med, at fusionen nu er en realitet.

Jeg mener, at det har været det eneste rigtige, fordi det vil styrke uddannelserne samlet set på Djursland, og det har vi brug for
Gunnar Sørensen

»Det har været et stort ønske fra min side. Jeg mener, at det har været det eneste rigtige, fordi det vil styrke uddannelserne samlet set på Djursland, og det har vi brug for.«

Uden at det har været drøftet på bestyrelsesplan endnu, ser Gunnar Sørensen yderligere muligheder for at udvikle Viden Djurs. Især efter, at man har overtaget VUC Djurslands base i Hornslet.

»Her er der ledig kapacitet, men vi er slet ikke så langt, at vi kan sige noget om, hvad vi har af planer,« understreger Gunnar Sørensen.

Fire hovedområder

VUC Djursland driver uddannelser i HF enkeltfag, AVU (Almen VoksenUddannelse), som er undervisning for unge og voksne, der har brug for at afslutte eller forbedre fag svarende til folkeskolens 9. og 10. klasse, FVU (Forberedende Voksenundervisning) - for de, der vil blive bedre til at læse eller regne og OBU - Ordblindeundervisning.

Mens Viden Djurs kan udbyde landsdækkende uddannelser, har VUC Djursland ikke haft den mulighed. Den selvejende institution har i den forstand været begrænset demografisk til Djursland.

Østergaard stoppet

Fusionen, der betyder, at Viden Djurs overtager ansvaret for den samlede drift, har medført, at VUC Djurslands mangeårige forstander Lars Østergaard, 64, stoppede med udgangen af december 2023.

»Den øvrige ledelse hos VUC Djursland (to uddannelsesledere, red.) bliver en del af ledelsen på Viden Djurs,« fortæller Marianne Skov, Kvalitetschef hos Viden Djurs og med i chefgruppen hos samme.

De nuværende medarbejdere hos VUC Djursland fortsætter også. Blot får de nu en ny arbejdsgiver.

Det gælder også administrationen hos VUC Djursland. Ifølge Marianne Skov er IT-systemerne hos Viden Djurs og VUC Djursland ikke kompatible, så der er ingen synergi her for nuværende.

VUCs bestyrelse med Ole Husum som formand og Stig Toftgaard Jensen som næstformand er også fortid.

»Der bliver en overgangsbestyrelse, hvor Jens Kappel Hansen (medarbejderrepræsentant, red.) og Josefine Helene G Schlosser (udpeget af Region Midt, red.) fra VUC Djursland bliver en del af Viden Djurs´ bestyrelse,« siger Marianne Skov.

Det fremtidige navn bliver Viden Djurs – Erhvervsskole, Gymnasier og VUC – Djursland

«I daglig tale fortsætter navnet Viden Djurs,« siger Marianne Skov.

Langt mere solvent

Den afgåede forstander Lars Østergaard skrev i et debatindlæg 13. maj 2021 i Lokalavisen efter, at han var blevet mødt af kritik fra medarbejderside for sin måde at lede VUC Djursland på bl.a.:

I 2022 forventer vi igen at have overskud på driften, og VUC Djursland vil derfor fortsat være en af de bedst konsoliderede selvejende skoler i Danmark
Lars Østergaard, afgået formand hos VUC Djursland, i debatindlæg i Lokalavisen 13. maj 2021

»I dag er VUC Djursland i den situation, at vi stort set har det samme antal elever, som da skolen blev en selvejende institution under staten i 2007.

Dog er VUC Djursland blevet langt mere solvent. Vi har ingen gæld i vores bygninger, som vi ejer fire af på Djursland. Da vi kun har behov for de to oprindelige skoler på Djursland, bliver der solgt to bygninger i år, og pengene lægges i kassen til yderligere konsolidering af VUC Djursland.

Vi har igennem 2019/2022 opgraderet vores bygninger inde og ude.

Det samme gælder vores IT og kompetencer. VUC Djursland har fået en grøn smiley af Arbejdstilsynet i april 2021.

I 2022 forventer vi igen at have overskud på driften, og VUC Djursland vil derfor fortsat være en af de bedst konsoliderede selvejende skoler i Danmark. – VUC Djursland har mange glade og engagerede kursister på vores skoler, og vi glæder os til at tage imod endnu flere.«

Således Lars Østergaard.

Tilfreds Ole Husum

Advokat Ole Husum, der ved årsskiftet fratrådte som bestyrelsesformand i VUC Djursland, fordi institutionen ikke eksisterer mere, er meget tilfreds med, at det nu er erhvervsskolen Viden Djurs, der skal drive VUC-aktiviteterne videre.

»Jeg udtaler mig som forhenværende bestyrelsesformand, når jeg siger, at det var vores højt prioriterede ønske i bestyrelsen, at det blev Viden Djurs, der skal drive VUC videre og sikre uddannelserne en fremtid. Det har vi behov for på Djursland.«

Ole Husum har var været yderst tilfreds med forhandlingsforløbet og ligeledes med sparringen med STUK.

»Det har været et forløb, hvor alle parter har været indstillet på at finde den bedste løsning for VUC Djursland fremadrettet. Jeg er tryg ved, at Viden Djurs har taget over og har også ønsket Viden Djurs direktør Bo Simonsen tillykke,« siger Ole Husum.

Den tidligere bestyrelsesformand bemærker, at det er aftalt, at datoen for fusionen reelt er 1. januar 2023. Det var en del af aftalen.