Erhvervspris til vognmandsfirma: »Jeg kommer selv fra et sted, hvor man ikke gik meget i skole«
Det Grenaa-baserede og familiejede vognmandsfirma Anette Kjær og Sønner ApS modtager Business Djurslands Erhvervspris for det ansvar, de tager for lærlinge, fleksjobbere og de nye ESG krav.
Hvert år uddeler Business Djursland sin Erhvervspris til en lokal gazellevirksomhed, og i år foregik det tidligt torsdag morgen 11. januar på stålvirksomheden HSM Industri i Grenaa, hvor Business Djursland havde slået pjalterne sammen med Erhverv Grenaa for at hylde, netværke, nytårsskåle og vidensdele. Over 100 medlemmer var mødt op, og de fleste var klar på bobler, selv om klokken kun var 07.
I år blev modtageren af Business Djurslands Erhvervspris den Grenaa-baserede, familiejede virksomhed Anette Kjær og Sønner ApS.
’Transport, du kan stole på’. Sådan står der på vognmandsfirmaets hjemmeside, og da formand for Business Djursland Jørgen Laursen overrakte prisen, var det med ordene:
»I lover rigtig meget til jeres kunder, og I er udvalgt, fordi I holder, hvad I lover. I er en dygtig, familieejet virksomhed med 25 biler og 41 medarbejdere. I er dygtige til grøn omstilling. I arbejder med ESG, alle jeres biler er certificeret, og alle jeres chauffører er uddannet til grøn kørsel. I har stadig store ambitioner, og det ser vi blandt andet ved, at I lige har ansat en professionel bestyrelse. Tillykke.«
Flemming Kjær tog sammen med sin hustru Anette Kjær og to bestyrelsesmedlemmer imod prisen, som materialiserede sig i en statuette lavet af glasværkstedet PUST i Ebeltoft.
»Vi vil gerne sige tak. Vi håber, vi kan leve op til det. Det er jo i sidste ende virksomhederne her i Grenaa, der gør, at vi kan drive en forretning herude. Så dem vil vi gerne sende en tak til.»
Om vognmandens dedikerede indsats i forhold til lærlinge og dem på kanten af arbejdsmarkedet fortæller Flemming Kjær:
»Vi har altid to-tre lærlinge og så har vi et godt samarbejde med kommunen omkring fleksjobbere. Lige nu har vi to ansat, og den ene har været hos os i 10 år.»
Firmaet kan også godt lide at tage folk i arbejdsprøvning og tilbyder sig gerne, hvis der er nogle unge mennesker, der har det svært i skolen og trænger til at komme ud og prøve noget andet.
»Jeg tror, at vi er meget opmærksomme på rummeligheden på arbejdsmarkedet, fordi jeg selv kommer fra et sted, hvor man ikke gik meget i skole, så jeg ved, hvor vigtigt det er, at der også er plads til dem.«
Som repræsentanter for vognmandsfirmaet var fire mødt frem, nemlig Anette Kjær og Flemming Kjær, som sammen med sine to sønner ejer virksomheden, og to medlemmer fra den nye bestyrelse, Kristine Hejgaard og Chris Sass Lyman.
Nye ledelseskræfter
Børsen Gazelle 2023 og Erhvervsprisen er beviset på, at der sker udvikling i vognmandsfirmaet. I efteråret 2023 blev det besluttet at professionalisere bestyrelsen
Anette Kjær og Sønner ApS blev etableret i 2006 og er en familieejet transportvirksomhed, der opererer med alle typer af transport.
Virksomheden har en stor del af sine opgaver indenfor transport af affald til genanvendelse og har også ønske om selv at bidrage endnu mere til en grønnere og mere bæredygtig fremtid og indarbejdelse af ESG-tankegangen i hele forretningen. En professionalisering af bestyrelsen er et af flere tiltag, og der kommer flere til.
»Vi har et ønske om at strømline forretningen noget mere, så vi har længe ønsket at tilføre mere ledelseskompetence. Vi er i en tid med mange nationale og globale udfordringer, der kræver, at vi har endnu bedre greb om driften. Vi vil være mere bæredygtige. Bidrage til en grønnere fremtid og løfte et endnu større samfundsansvar i forhold til de mennesker, vi har ansat, og de mennesker vi kan hjælpe ind fra kanten af arbejdsmarkedet,« udtaler Flemming Kjær.
Chris Sass Lyman er tiltrådt som bestyrelsesmedlem og bidrager med kompetencer indenfor salg, drift og forretningsudvikling med erfaring fra bl.a. Intercargo Scandinavia A/S og Frode Laursen A/S.
Kristine Lundgren Hejgaard er tiltrådt som bestyrelsesformand og bidrager med viden og erfaring indenfor strategi, ledelse, organisering/HR og sparring med ejerledere. Derudover skal hun lede og drive bestyrelsesarbejdet mod mere værdiskabelse og professionelt samarbejdet.
»Jeg glæder mig til at være en del af Anette Kjær og Sønner ApS. Der er en god ånd, engagement og en ordentlighed, som giver gode kvalitets- og serviceoplevelser for kunderne. Mindsettet er på plads til en mere bæredygtig drift, og det bliver spændende at få løftet endnu mere af den opgave. Familien har bygget en sund og spændende virksomhed, så vi har et godt fundament til at udvikle forretningen,« siger Kristine Hejgaard.