Snekaos truer skraldet - frustrerede skraldemænd appellerer til borgere
Snevejret har betydet massive problemer for skraldemændene. Derfor sender de nu en appel til borgerne om at rydde deres indkørsler for sne, hvis de vil være sikre på at få deres spande tømt.
»Vi er 6.-7.000 spande bagud på nuværende tidspunkt (Torsdag 11. januar, red.), så vi er langt bagefter efter, at snevejret gjorde det umuligt for os at komme ud tre dage i streg i den første uge i 2024,« siger driftsleder Lars Jensen, der organiserer kørslerne fra basen på Industrivej i Ryomgård, hvor de 23 biler som er i sving kører ud fra hver dag, før en hvis herre har fået træsko på.
Nu er de store veje generelt blevet fine at køre på igen i de større byer på Djursland, men ifølge Lars Jensen er der fortsat problemer at komme rundt i de mindre bysamfund.
»Der er fortsat problemer på landet, fordi der her typisk kun er ryddet et spor, men det passer kun til personbiler og ikke til vores store lastbiler.«
Appel til borgerne
Lars Jensen har, siden skraldemændene igen kørte ud, fået masser af frustrerede chauffører hjem på basen i Ryomgård.
»De er fortvivlede over, at de ikke kan passe deres arbejde, som de gerne vil, fordi de nogle steder har svært ved at komme frem til spandene, og simpelthen må køre videre uden at have løst deres opgave.«
Derfor appellerer Lars Jensen til alle borgere om at hjælpe skraldemændene til bedre arbejdsbetingelser.
»Vi piver ikke, men et nødråb fra mig til borgerne lyder: ”Vil I ikke nok rydde jeres indkørsler eller få naboen til at hjælpe, hvis I ikke selv kan. Problemet opstår, hvis der ud for en indkørsel ligger en bunke sne i en meters højde. Den kan skraldemændene ikke løfte spandene over, og så kører de videre, som de har fået besked på, men jeg kan godt fortælle, at det gør dem frustrerede, fordi det ikke er sådan, de vil servicere borgerne.«
Lars Jensen opfordrer til, at man følger de anvisninger, som RenoDjurs har lagt ud på deres hjemmeside.
»Hvis folk vil sørge for at rydde for sne, skal vi nok tømme spandene og ligeledes tage de ekstra poser med, som der på grund af manglende tømning, står og fylder mange steder. Vi skal nok rydde op efter os,« lover Lars Jensen.
Hvis skraldemændene er blevet forhindret i at tømme spande hos en borger, har de fået besked på, at de skal melde det til Reno Djurs.
Benyt genbrugspladserne
Lars Jensen forsikrer, at efterslæbet på 6.-7.000 spande nok skal blive hentet.
»Det er blevet meldt ud, at folk kommer til at følge den tømningsplan, som de kender. Det vil sige, at var du uheldig og ikke fik tømt din affaldsspand med plast, mens snevejret rasede, og vi ikke kunne komme ud og køre, får du den først tømt næste gang efter planen. Overskydende plast, kan du vælge at komme i en sæk. Den skal vi nok tage med, men du kan selvfølgelig også vælge at køre på genbrugspladsen.«
For flasker m.m. gælder det samme, men har man samlet et bjerg i kølvandet på nytåret, opfordrer Lars Jensen til, at man afleverer sine flasker i flaskeautomater hos dagligvarebutikkerne eller i de bokse, som er opstillet på Coop parkeringspladserne.
Nu er det ikke længere spanske Urbaser Nordic, der har ansvaret for, at skraldespandene bliver tømte efter salget til kapitalfonden Cube Infrastructure Managers.
»Vi har 49 chauffører ansat. I tallet er også inkluderet afløsere, og de gør deres absolut bedste,« forsikrer Lars Jensen.